En royal far henter sin datter

Skrevet af admin

02/05/2015

Dagens topnyheder

I hundredvis af glade briter står troligt ved St. Marys Hospital ved Paddington i hjertet af den britiske hovedstad, London, hvor hertuginde Kate har født en datter.

Politiet har opstillet afspærringer og holder vejen fri frem til hospitalet, mens mænd, kvinder og børn, mange med flag og klædt i tøj, der ligner det britiske flag, står og venter.

I den tynde ende, der hvor de sidstankomne må stille sig, venter Susan. En midaldrende kvinde, der er kommet med sin voksne datter, som lader kameraet lyne i et væk.

- Jeg har kun været her en halv times tid. Jeg bor ikke så langt herfra, så jeg vil se, hvad der sker.

- Du er måske ikke særlig kongetro?

- Ikke så det gør noget, siger hun, men Susan er alligevel fuldt på højde med, hvad der er sket.

- Kate blev indlagt tidligt i morges. Hun fødte en pige klokken 08.34. Pigen vejer 3,7 kilo, oplyser hun.

Jo, medgiver hun. En dag som i dag er vi alle nok alligevel lidt mere kongelige end normalt.

Og så sker der noget på den afspærrede gade. En skinnende sort og muskuløs Range Rover kommer forbi med et par tilsvarende modeller bag sig.

Ved rattet i den første bil sidder prins William. Far til den nyfødte datter, og han er ifølge de lokale medier kommet for at hente sin kone og barn.

- Han vinkede til mig, han vinkede til mig, lyder det fra de begejstrede fremmødte, mens jublen rejser sig hele vejen frem til hospitalet.

ifølge Ritzaus iagttagelse vinkede han til alle, for han havde kun én hånd på rattet, mens den anden vinkede hele tiden. Og William var et stort smil på vej for at hente Kate og den lille pige.

Den pige, som mange af de briter, der har ventet ved hospitalet i dagevis, også havde håbet på.

- De trænger til nogle pigebørn i den familie, som Susan konstaterer.

/ritzau/