- En solgt flæskesteg ligger jo heller ikke og mænger sig i køledisken med dem, der ikke er solgt

Skrevet af Nanna Just

20/11/2015

Dagens topnyheder

Weekend efter weekend udspiller et sandt kødmarked sig til lyden af nattens pulserende musik. Et marked som ikke alle må være en del af, selvom vi alle som udgangspunkt jagter det samme: En god og sjov bytur med vennerne.

En af de ture, hvor evnen til at tale klart og tydeligt langsomt lammes, og hvor selvtilliden stiger, i takt med at charmen falder. Håret ugler, make up’en klatter, og ånden indtager en besynderlig lugt af død gris.

Men til trods for vores samme higen efter sjov og spas, forvandler barerne, caféerne og diskotekerne sig til en stor handelsplads, hvor vi er nogen, der alligevel ikke helt må lege med.

Damerne danser og gør sig til, som en flok skinkekoteletter der håber, at netop deres kødpakke tages med hjem fra køledisken og kærligt varmes op i mere private tilberedningsomgivelser.

Læs også: 50 grund til at vi stadig er singler

Nogle mænd ser køligt situationen an og afventer en beslutning til sidst på natten, hvor de fleste skinkekoteletter, efter et par timers alkohollage, er ved at blive møre.

Andre går mere aggressivt til værks, for at vurdere om skinkekotelettens mål og vægt matcher købsprisen, om den skal være med eller uden fedtkant, og om koteletten er værd at gemme til flere dage, eller om den bare skal spises på en enkelt nat.

Samtidig gør damerne alt for, at mændene ikke opdager deres åbenlyse interesse i at blive købt og spiller derfor kostbare: De pynter og pryder pakken, så deres kotelet fremstår mere værdifuld end den egentlige pris og lukker for skinkepakken, inden mændene har fået en chance for at åbne den.

Læs også: 15 ting hun siger - og hvad hun i virkeligheden mener

Og alt imens denne købs- og byttehandelsauktion fylder både baren og dansegulvet, er vi nogen som åbenbart forvises til at sidde i et hjørne og gemme os væk - for når man allerede er solgt, må man ikke deltage på markedet.

Ellers risikerer man at blive kaldt narrekotelet, når købmændene opdager at skinkekoteletten allerede er gift og har børn. Vrede over at have spildt både energi og dyrbare købsminutter på en solgt kotelet, beder de derfor pænt skinkerne om ikke at danse sammen med de koteletter, der stadig er til salg, da det jo kan være vældig forvirrende for en desperat og sulten mand at kende forskel.

Læs også: 5 typer kvinder som ikke er i et parforhold - og hvorfor

Modsat kunne disse købmænd jo kigge skinkernes hænder efter, for at se om en "solgt"-etiket er at finde på ringefingeren, eller spørge direkte som noget af det første i samtalen. Ifølge skinkekoteletterne kan man jo godt snakke sammen, uden at en handel bør (eller skal) finde sted, hvorimod nogle af købmændene tilsyneladende kun gider spilde stemmekrudt, hvis koteletten rent faktisk kan tages med hjem i ovnen.

Måske har købmændene ret. Måske skal vi skinker, som allerede er solgt, have vores eget hjørne, så kødmarkedet kan gå sin gang uden de store misforståelser.

En solgt flæskesteg ligger jo heller ikke og mænger sig i køledisken med de flæskestege, som stadig er til salg. Sikke en forvirring for de grådige købmænd. Eller måske skal vi indføre synlige etiketter, som pænt og raffineret placeres på brystet, inden man indtager kødmarkedet.

På den måde kan alle skinkekoteletter synligt være enten til salg, reserveret eller solgt. Så er vi da sikker på, at ingen spilder handelskræfter på en solgt skinke.

Læs også: 15 ting du genkender, hvis ikke du har knaldet i en evighed

Som en enkelt købmand en gang sagde "jeg gider sgu da ikke bruge tid på en anden mands dame!", og hvor har han ret: At snakke er jo også hårdt arbejde, og på et kødmarked må man åbenbart forvente, at lidt almindelig snak til misforståelse kan tolkes som en forhandlingsaftale af købs- og byttebetingelser.

Dér røg fem minutter af hans tid på markedet, som han effektivt kunne have brugt på en anden skinke.

Så skinken rykkede videre, og købmanden kunne gå i flæsket på en ny kotelet - endnu en gang i håb om, at netop denne skinke ville med hjem i ovnen.

Indlægget er skrevet af Nanna Just for Dagens.dk. Hun er Stud. Cand.mag, mor til Lucas på to år og har bloggen klummeliv.dk

Følg Dagens Kvinder for flere lignende artikler: