En stram sundhedspolitik giver svenskerne en bedre alderdom

Sverige er ifølge en ny undersøgelse verdens bedste land at ældes i, og det skyldes ifølge en dansk forsker netop en stram sundhedspolitik med Spritbolaget som danskerne yndlings-mobbeoffer.

»Man har i mange år haft en sundhedspolitik, blandt andet inden for alkohol- og rygeområdet, der gør, at man ikke i samme omfang dør af røg og sprut, som man gør i Danmark,« siger Per H. Jensen, der er professor på Institut for Statskundskab ved Aalborg Universitet og blandt andet har forsket i ældrepleje, fastholdelse af seniorer og efterløn.

Bistandsorganisationen Help Age International har brugt 13 indikatorer som for eksempel sundhedstilstand og indkomst til at vurdere, hvor 60-årige i 91 forskellige lande har det. Sverige topper listen og vinder derfor også den nordiske kamp om at skabe et godt liv for de ældre, mens Norge er på andenpladsen på den samlede liste, hvor Danmark er placeret på 17. pladsen. Det overrasker ikke Per H. Jensen, at man er så langt foran i Sverige, hvor den gennemsnitlige levealder er mere end tre år højere end i Danmark.

»Man har en meget vidtgående arbejdsmiljøregulering, der forhindrer, at man bliver nedslidt livet igennem,« siger Per H. Jensen og peger på en konkret begivenhed, der ifølge forskeren viser, at svenskerne er bedre til at tage vare på det arbejdende folk.

»Da man skulle bygge Øresundsbroen, kunne danske og svenske arbejdere ikke arbejde sammen, da svenskerne af sikkerhedsmæssige årsager ikke måtte lave mange af de ting, som danske arbejdere måtte,« siger Per H. Jensen.

Han vælger dog at sætte spørgsmålstegn ved, om man reelt kan lave en rangordning af, hvor det er bedst at ældes.

»Når man bruger sådan nogle indikatorer, så kan det være svært at gennemskue, hvordan man er kommet frem til dem, da selve det at ældes har nogle kulturelle indlejringer. Selve aldringen og dens kvalitet ses forskelligt i forskellige lande. Man har forskellige kulturelle orienteringsmåder i forestillingerne om, hvordan en god aldring tager sig ud,« siger Per H. Jensen.

De 91 lande, hvor Help Age International har undersøgt levevilkårene for befolkningen over 60 år, omfatter 89 procent af verdens samlede befolkning.

Dagens Gossip

Dagens TV