En svipser i Eurovision Song Contest: Alle skal have nye billetter

Alle dem, der har anskaffet sig billetter til Eurovision Song Contest i København til maj, skal have en ny billet tilsendt for at komme med til den internationale sangkonkurrence.Der skal flyttes rundt på nogle stolenumre, og derfor har folkene bag Eurovision Song Contest besluttet sig for at sende nye billetter til alle, skriver DR Kultur.

»Arbejdet med tribunerne er blevet ændret en anelse, så det har været nødvendigt at flytte en mindre del af pladserne. For at undgå forvirring sender vi nye billetter ud til alle, der har købt billetter til Eurovision Song Contest,« fortæller melodigrandprixets head of relations, Søren Therkelsen, til DR Kultur.

Det er af frygt for snyd med billetterne, at de alle sammen skal udskiftes, selv om det kun er en mindre del, der faktisk bliver berørt af pladsændringerne, oplyser han. Og han lover samtidig, at man er sikret sig en plads til grandprixet, selv om der er opstået billet-forvirring.

»Alle, der har købt billetter og får ombyttet deres billetter, modtager billetter, der er på niveau med de billetter, de oprindeligt købte,« understreger Søren Therkelsen.

Eurovision Song Contest skal afholdes i B&W Hallerne på Refshaleøen i København, og Søren Therkelsen beroliger grandprix-fans med, at Billetlugen opstiller et hjælpekontor, hvis der skulle opstå forvirring.

Årets internationale melodigrandprix består af flere forskellige shows. Semifinalerne afholdes 6. og 8. maj, mens finalen løber af stablen 10. maj.

Dagens Gossip