‘En tegning af Muhammed’ i nyt dansk brætspil: Ingen turde udgive det

Skrevet af Ninna Andreasen

18/11/2014

Dagens topnyheder

I bedste fald svarede de ikke. Gjorde de, var svaret blankt nej.

Det nye danske brætspil “Det Dårlige Selskab” blev en hård, men underholdende, fødsel for de to studerende Simon Konski og Jeppeh Olsen.

De kan nu melde udsolgt af det kontroversielle spil, som de selv har udviklet, finansieret og fået på markedet.

Der er tale om et selskabsspil. Dommeren trækker et kort, hvor der eksempelvis står “Endnu engang endte julefrokosten med…”. Dernæst har spillerne som opgave at kreere den sjoveste slutning på sætningen med de muligheder, de har på deres egne kort.

Svarmulighederne er eksempelvis “En tegning af Muhammed” eller “En fejlamputering”. Dommeren afgør, hvem der har den sjoveste slutning på sætningen og giver et point.

Spilproducenter mente, det var stødende
Idéen til spillet fik de fra to lignende amerikanske spil. Men de mente der manglede et på det danske marked.

- Vi lavede en prototype på papir, som vi spillede med vores venner. Folk var begejstrede. De sagde, at de ville købe det, hvis det fandtes i virkeligheden, siger Simon Konski til Dagens.dk.

Først forsøgte de at sælge idéen til etablerede spilproducenter, men ingen ville røre den humoristiske og - mente nogen - lidt upassende idé.

- Det er sprogbrugen, der er stødende for nogen. Men det er jo ikke mere stødende end et standup-show. De ting, standuppere siger, kan gå langt over grænsen for, hvad man ellers må sige i det offentlige rum. Men der er ligesom et rum for humor, som jeg ikke tror, spilproducenterne forstod. Vi er ret klare i spyttet. Vi har taget alle mulige ting fra samfundet, og det er spillerne selv, der laver jokes. Vi har bare lavet remedierne, siger Simon Konski.

SU’en rakte ikke til den store investering i spillet, så de oprettede en crowdfunding. Her købte 250 mennesker spillet på forhånd, og det blev muligt at få produceret 1000 eksemplarer af Det Dårlige Selskab.

- Det er sindssygt fedt, at vi mærker stor efterspørgsel og får henvendelser fra forhandlerne. Vi får 1500 nye eksemplarer i december og håber, det kan dække hen over julen, forklarer Simon Konski.

Se, hvordan spillet fungerer i videoen nedenfor.