En ting var busulykken. Det værste var alt det bagefter

Skrevet af admin

23/11/2015

Dagens topnyheder

En voldsom kollision med en bus for ni år siden ændrede livet afgørende for Christina Jørgensen fra Odense.

Hun er en af de mange, der har fået tilværelsen smadret på et kort fatalt øjeblik i trafikken. Som 19-årig blev hun uforskyldt fastklemt under en bus og kom meget alvorligt til skade og var tæt på at forbløde.

Hun var ualmindelig heldig at overleve, men har i de mange år efter været igennem i alt 22 operationer for at rette op på skaderne.

- Der har været et kæmpe forløb ovenpå selve ulykken. Det har taget ti år af mit liv, selvom jeg også undervejs tog en HF for at bruge tiden til noget.

- Men en ting er alt det fysiske, selv om det var meget voldsomt. Noget andet er alt det andet bagefter: Hvad kunne jeg så blive, og hvad var mine muligheder, siger hun.

En ny gratis hotline med navnet Ulykkestelefonen startede i august i år. Den skal netop give trafikofre som Christina Jørgensen støtte til at navigere i kaos efter en ulykke og de mange juridiske, økonomiske og arbejdsmæssige udfordringer, der opstår.

Hun kom videre i sit liv men har stadig uafsluttede sager om menerstatning og forsikring. Hendes arbejdsevne er heller ikke afklaret i forhold til den uddannelse som ergoterapeut, som hun er færdig med om et år.

- Mere end 25 timer om ugen kan jeg næppe holde til, siger hun.

- Jeg har et godt, men også meget planlagt liv. Lægerne måtte fjerne en stor del af musklen i min ene balle. For at forhindre kraftige smerter er jeg nødt til at være enormt bevidst om at lave øvelser hver dag og ikke at sidde for længe, siger hun.

Undervejs har hun kæmpet med firkantede regler og hilser tilbudet om Ulykkeslinjen meget velkommen.

- Ovenpå et voldsomt sygdomsforløb er der ikke mange kræfter til alene at finde vej til og kæmpe for uddannelse og erstatning. Hverken lige når du kommer hjem fra hospitalet med smerter og men, eller i årene efter, hvor hverdagen i sig selv ofte er en udfordring, siger hun.

/ritzau/