En tyksaks bekendelser: Jeg er jo ikke de kilo, jeg har tabt

Fra juli til nu er der røget 4,5 kg på vægten og fem centimeter i omkredsen omkring vommen.

Det lyder måske ikke af meget. Men det har været relativt smertefrit - hvilket er godt. To dage om ugen med begrænset madindtag og ellers et forsøg på at begrænse kulhydratindtaget maksimalt.

Frem for at gå nærmere ind i de praktiske ting i forhold til kuren, vil jeg hellere vende en problematik, jeg er stødt på. Den handler mere om motivation - eller mangel på samme - og ens egen og omverdenens reaktion på forandringerne.

Det er ved at gå op for mig, hvor stor en del af det med vægttab foregår mellem ørene. Sagen er desværre ikke så enkelt, at den kun drejer sig om, hvad man propper eller ikke propper i munden.

Læs også: En tyksaks bekendelser: Men hvor forsvinder fedtet hen?

Egentlig vidste jeg godt det. Men ambivalensen er sgu ved at snige sig ind på mig i større stil, end jeg først ville være ved.

På den ene side er jeg glad for de kilo, som er røget af - og jeg glæder mig til, at der ryger nogle flere. Det er rent faktisk fysisk rart - omend jeg med det her tempo nok kan vente til 2040 med at nå min målvægt.

Hvem er jeg så?
Men på den anden side er jeg alvorligt nervøs for, hvad det kommer til at betyde for min identitet.

Jeg har i grunden altid ubevidst opfattet min overvægt som en frakke, jeg ville tage af på et tidspunkt. På den ene side kunne man udfra spejlbilledet konstatere, at man var blevet en del bredere over røven. Men nu står man jo ikke der og glor på sig selv konstant. Resten af tiden har jeg ikke skænket det voldsomt mange tanker. Man har en hverdag, der skal køre.

De kilo, som er røget på i årenes løb, er for en stor dels vedkommende resultatet af stress og omvæltninger, som jeg ikke altid har været lige god til at håndtere.

Da en række familiemedlemmer besluttede sig for at kradse af lige i røven af hinanden, røg der på halvandet år 20 kilo på sidebenene. Jeg fatter stadig ikke hvordan - men et eller andet må jeg jo have ædt.

Læs også: En tyksaks bekendelser: Lugt til gnuen med de mærkelige drømme

Måske har jeg alligevel vænnet mig så meget til de ekstra kilo, at det indre kompas skal indstilles på ny?

Omverdenens reaktioner agerer også skydeskive for min ambivalens.

“Sådan én troede jeg ikke du var. Du har da altid sagt, at kure var noget fis?”.

Ja. Det mente jeg også. Lige indtil jeg skiftede mening. Leave me alone.

Så er der rosen, som følger med. Søde, velmenende mennesker, der gerne vil give et thumbs up. Men også her ligger jeg og søber i en sur-sød-sovs. Mentalt, forstås. Jeg spiser ikke den slags i øjeblikket.

Halvdelen af gangene tænker jeg “Tak! Det var sgu sødt af dig!”. Den anden halvdel tænker jeg “Præcis, hvor fed og grim syntes du, jeg var før?”. Jeg er jo ikke de kilo, jeg har tabt.

Ganske enkelt har jeg aldrig været vant til at få komplimenter på mit udseende på den måde. De roser, der er faldet af, har som regel handlet om noget, jeg har bedrevet. Skrevet en god artikel for eksempel.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal stille op med roser på det mere overfladiske plan. For hvad nu, hvis folk rent faktisk begynder at opfatte én anderledes? Og hvis jeg har det sådan efter at have smidt sølle 4,5 kg med i hvert fald 15 mere to go…

Måske skulle man så få taget hul på den indre konflikt først som sidst.

Dobbeltmoralen
Det kan også irritere mig grænseløst, at den kæmpe folkeoplysning, der har været i gang i forhold til spiseforstyrrelser siden 80’erne, ikke er slået igennem på andre områder.

Mens det efterhånden er alment accepteret, at psykiske problemer udløser anoreksi og bulimi, er sagen fortsat en helt anden, hvis man er for fed. Så må der være tale om en karakterbrist.

En kvindelig bekendt, som på grund af sygdom vejer på den pæne side af 150 kg, oplever jævnligt at blive råbt an af fremmede mennesker på gaden.

Hun har sågar oplevet at blive fulgt efter af en kvinde, som råbte “Hvorfor er du så fed!?”.

Læs også: En tyksaks bekendelser: Tykke piger ved ALT om mad

Hvad sådanne mennesker vil opnå, er noget diffust. Tror de, det er undsluppet hendes opmærksomhed, at hun er større end de fleste?

Jeg har selv været overvægtig i en dekade efterhånden og har også oplevet fremmede mennesker, familie og bekendte, som lige ville give deres besyv med.

“Er du ikke blevet lidt fed det seneste års tid? Jeg kan godt sætte et fitnessprogram og en kostplan sammen til dig,” sagde en mandlig bekendt på et tidspunkt.

Hvis jeg nu havde vejet 40 kg, mon han så havde sagt “Er du ikke blevet lidt mager på det sidste? Jeg kan godt lave dig en fedt-smoothie”?

Næppe.

Jeg tror, ambivalensen omkring vægttab er langt mere udbredt end den er påtalt. Præcis, hvor min indre kompaspil ender med at pege hen, ved jeg ikke.

Men jeg bliver ved med at prøve på at smide de ekstra kilo, fordi jeg gerne vil af med dem. Så må de mere mentale overvejelser være et sideløbende arbejde.

Men de blandede følelser bliver nok ved med at være der lidt endnu.

Dagens Gossip

Dagens TV