En tyksaks bekendelser: Rullefald og research, research, research

Indrømmet: Det var mere et rullefald ind i 5-2-kuren end det var et decideret spring.

Jeg iførte mig en sund portion skepsis og forargelse, da en god ven skrev, hvor sulten og sur han var.

Han var godt i gang med fastekuren, havde smidt ni kilo og fastede helt to dage om ugen.

Det vil sige for eksempel fra aftensmad søndag til morgenmad tirsdag - cirka 36 timer - indtog han kun væske.

“Men så går stofskiftet og forbrændingen jo i stykker? Så begynder din hjerne jo at æde sig selv? Så bliver du da en ballon?,” var den første tanke.

Jeg nøjedes af høflighed med at spørge, om det ikke var en komplet sindssyg idé.

Han sagde, at rygterne om stofskiftets død var stærkt overdrevne - og spammede så med links, som jeg ikke orkede at klikke på.

Hvis noget lyder lidt for godt til at være sandt, er det det som regel.

Hov, nu er jeg på kur
Et par dage senere tog jeg mine sorte jeans på. Nok var der i ordets oprindelige betydning tale om “skinny jeans”, men det var mest, fordi hende inden i dem fyldte dem godt ud.

Der var en travl dag i vente, og jeg kom ud af døren uden hverken vådt eller tørt. Da jeg kom hjem fra arbejde, var jeg mildest talt skide sulten og en smule sur.

Og så slog tanken mig: Når du nu alligevel ikke har spist noget i dag, så prøv da lige at tjekke de links.

Så rullede journalisten hele researchapparatet ud. Lykkelig blev jeg, da jeg opdagede, at man faktisk godt måtte spise lidt. 500 kalorier - cirka svarende til en fjerdedel af, hvad kroppen har brug for for at holde vægten.

Selv en af mine hemmelige helte - Michael Jeppesen - har set lyset.

De andre kure, jeg har været på i tidens løb - og det er et helt imponerende bagkatalog efterhånden, hvis jeg selv skal sige det - har altid pointeret vigtigheden af at holde forbrændingen i gang.

Pludselig påstod en masse mennesker, at det var løgn fra ende til anden. At man sagtens kan undvære mad. At det ligefrem kan være sundt. At det første, kroppen begynder at tære på, er kulhydrat- og fedtdepoterne. Man får altså ikke hjernesvind af ikke at spise i nogle dage.

Det er ufatteligt, hvor indgroet diverse “kosteksperters” råd kan blive. Helt ærligt får en del af mig stadig sygt dårlig samvittighed over at faste.

Men omvendt: I større eller mindre grad har jeg faktisk praktiseret det tidligere, når jeg kigger i bakspejlet.

Problemet har ofte været, at man så i et anfald af dårlig samvittighed over at have smadret sit stofskifte ved ikke at spise - i kombination med øredøvende, jamrende sult - er gået over gevind.

Klidmosters blog har været en stor hjælp til inspiration af kalorielette måltider. Men hvor lækker hendes mad end er, så er det slut nu. Måltider mandag og torsdag er en saga blot for mig.

Den hemmelige klub
En stor hjælp har den hemmelige facebook-gruppe - klidfasters 5:2 gruppe - også været.

Den værste sultbrok kan lukkes ud, erfaringer deles og spørgsmål stilles. Hvad gør man for eksempel i ferien? Bør man træne på fastedage? Alt sådan noget. Og succeshistorierne hober sig op, hvilket ikke ligefrem gør lysten til at gennemføre projektet mindre.

Erfaringer indtil nu
De første tre fastedage var ikke nemme - mildest talt. Jeg har prøvet at fordele de 500 kalorier ud på morgenmad og aftensmad, men det duer ikke.

Hvis maven først er i gang fra om morgenen, er jeg så edderspændt hungrende om eftermiddagen, at jeg kunne fortære en uparteret blåhval.

Jeg har prøvet at gemme alle kalorierne til aftensmaden - og er blevet slået ud som Allan Green mod Mikkel Kessler klokken 20. Næste skridt er at forsøge at faste helt. Nogen påstår, at det er nemmere.

Og imens man har travlt med ikke at spise, kan man jo altid lige klemme Michael Moseleys - opfinderen af 5-2-kuren - dokumentar ned.

Eat, Fast and Live Longer varer cirka en time.

Se den nedenfor.

Eat, Fast & Live Longer HD by limoslight

Dagens Gossip