Endegyldigt bekræftet: Chelsea ansætter Mourinho

- Chelsea Football Club er glade for at kunne offentliggøre ansættelsen af Jose Mourinho som First Team Manager.Sådan starter den pressemeddelelse på London-klubbens hjemmeside, der endelig sætter et punktum for længere tids rygter og spekulationer vedrørende den portugisiske managers fremtid.

I weekenden stod Jose Mourinho i spidsen for Real Madrid for sidste gang, men allerede inden da var det offentliggjort, at han ikke skulle fortsætte i den spanske kongeklub, og det var også givet, at hans tidligere klub Chelsea var hans nye destination.

Det er blevet til en fire-årig kontrakt, og Ron Gourlay, Chelseas direktør, siger:

- Jeg er glad for at kunne byde Jose velkommen tilbage til Chelsea. Hans fortsatte succes, drive og ambition gjorde ham til en enestående kandidat. Det er vores mål at fortsætte klubbens fremdrift for at kunne opnå større succes i fremtiden, og Jose er vores førstevalg, da vi tror, at han er den rette manager til den opgave.

- Han var og vil altid være en populær skikkelse i klubben, og alle her ser frem til at arbejde med ham igen, siger Gourlay.

Jose Mourinho har også noget at leve op til i forhold til sin tidligere tjeneste i Chelsea. Her vandt han i perioden 2004-2007 to Premier League-titler, et FA Cup- og to Liga Cup-trofæer.

Siden sin afsked med Chelsea i september 2007 har Mourinho vundet Serie A to år i træk med Inter, og i Real Madrid nåede han at hente en enkelt liga-titel og en enkel triumf i den spanske pokalturnering.

Dagens Gossip