Endelig: Daniel Agger er tilbage i Liverpools startellever

Skrevet af admin

09/11/2013

Mest læste i dag

Daniel Agger er for første gang i over halvanden måned tilbage i startopstillingen for Liverpool i Premier League.

Den danske viceanfører har været vraget af manager Brendan Rodgers til startelleveren siden den 21. september, men Agger er atter med fra start lørdag klokken 16 i hjemmekampen mod Fulham.

Danskeren starter i midterforsvaret ved siden af Martin Skrtel, når holdene løber ind på Anfield.

Liverpool har fået en fin start på Premier League i denne sæson, hvor holdet indtager en tredjeplads efter de 10 første spillerunder.

For en uge siden tabte Liverpool uden Agger på banen for kun anden gang i sæsonen, da holdet gæstede topholdet fra Arsenal, der vandt med 2-0 i London.

Liverpool er favoritter i lørdagens hjemmekamp mod Fulham, der indtager en placering som nummer 16 i Premier League.

/ritzau/