Endelig: Jernbanebro over Limfjorden åbnes på mandag

På mandag bliver der åbnet for normal togtrafik på Jernbanebroen over Limfjorden.

Den nye broklap blev monteret for to uger siden, de afsluttende spor- og sikringsarbejder er afsluttet, og i de sidste dage er der blevet gennemført en række testkørsler. Og nu kan Jernbanebroen over Limfjorden meldes klar til genåbning.

- Banedanmark kan nu melde Jernbanebroen over Limfjorden klar til togtrafik igen. Det skulle den have været for mange måneder siden, og vi har trukket alt for store veksler på passagerernes tålmodighed. Det skal vi dybt beklage, siger administrerende direktør hos Banedanmark, Jesper Hansen.

- Broen er nu klar til fuld normal togdrift, og de første passagerer kan mandag morgen igen krydse Limfjorden med tog. Broklappen og monteringen lever nu op til jernbanens kvalitetskrav, og det er det bedste udgangspunkt for at sikre, at vi ikke skal tilbage og genere passagererne med unødigt meget vedligeholdelsesarbejde i de kommende år, slutter Jesper Hansen.

Jernbanebroen over Limfjorden blev voldsomt beskadiget, da det finske containerskib M/S Ramona sejlede ind i broen d. 28. marts sidste år og forrykkede broklappen med op til en meter.

Dagens Gossip