Endelig: Ny creme kan fjerne tatoveringer billigt og smertefrit

Skrevet af Jesper Larsen

22/02/2015

Dagens topnyheder

En studerende i Canada har udviklet en creme, der kan fjerne tatoveringer ved at smøre cremen på huden. Metoden er ikke kun billig, den skulle også være smertefri.

- Da vi sammenlignede cremen med laser, der er den mest udbredte måde at fjerne tatoveringer, kunne vi se, at at hvor laseren efterlod ar og sår, så var der ikke rigtig nogen sideeffekter ved vores produkt, siger cremens udvikler, 27-årige Alec Falkenham til CBC.

Når man bliver tatoveret bliver blækken sprøjtet ind i huden. Det skaber en reaktion, hvor celler kaldet makrofager bevæger sig hen mod blækket for at konsumere det. De celler, der bliver siddende kommer så til at udgøre tatoveringen. 

Den nye creme virker sådan, at den laver nye makrofager, der 'æder' de gamle makrofager, og på den måde bliver tatoveringen langsomt fjernet. 

- Cremen angriber ikke de normale hudceller, og på den måde undgår man ar og sår, og i de forsøg vi har lavet, ser det ud til, at der slet ikke vil være nogle ar eller sår overhodet, siger Alec Falkenham. 

Og cremen er ikke kun nænsom ved huden, den er også væsentlig billigere end den smertefulde laserbehandling. 

Alec Falkenham vurderer, at det vil koste omkring 30 kroner at få fjernet 10 x 10 centimeter.