Endeligt udkast til klimaaftale ligger klar i Paris

Skrevet af admin

12/12/2015

Mest læste i dag

Et endeligt udkast til en klimaaftale ved FN-topmødet ligger tidligt lørdag morgen klar i Paris. Det oplyser værtslandet Frankrig ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Vi har en tekst, vi kan præsentere, siger en kilde fra udenrigsminister Laurent Fabius' kontor.

Laurent Fabius er formand for mødet i den franske hovedstad.

Meldingen om et færdigt udkast kom kort efter klokken 04, og i løbet af morgenen skal teksten oversættes til FN's seks officielle sprog. Herefter vil udkastet blive givet til ministrene ved mødet klokken 11.30.

Når mødedeltagerne får papirerne i hånden, sker det således 16 timer efter, at konferencen officielt skulle være sluttet.

I løbet af de seneste to uger har verdens lande forsøgt at diskutere sig frem til en aftale, der skal sikre verden mod højere temperaturer og klimaforandringer.

Fristen for, hvornår et endeligt udkast til en aftaletekst, skulle ligge klar, blev skubbet et døgn frem i kalenderen fredag morgen.

Fabius sagde ellers torsdag aften, at den endelige tekst til en aftale ville ligge klar til vedtagelse fredag klokken 18.

FN-landene forsøger ved COP21 blandt andet at finde en måde at begrænse den globale opvarmning. Landene lægger op til, at klodens temperaturstigning skal holdes under 1,5-2 grader celsius i forhold til niveauet før industrialiseringen.

/ritzau/