Endnu en båd synker ud for Libyen: Mindst 37 er omkommet

Skrevet af admin

31/08/2015

Mest læste i dag

En båd med migranter er søndag sunket ud for Libyens kyst. Mindst 37 personer har mistet livet, oplyser myndighederne ifølge Reuters.

Det er anden gang på få dage, at en bådulykke koster dusinvis af migranter livet på deres færd mod Europa.

Ifølge Røde Halvmåne i Tripoli blev der i første omgang kun fundet syv lig. Fiskere opdagede dog senere 30 andre lig i det samme område ved Khoms øst for hovedstaden Tripoli.

Det har angiveligt endnu ikke været muligt at bjærge alle lig fra vandet på grund af mangel på både, og det står heller ikke klart, hvor mange personer der savnes.

Torsdag sank et fartøj fyldt med migranter på vej fra Libyen til Italien ud for byen Zuwara i Libyen. Mindst 200 mistede livet.

Netop Libyen er blevet et af de foretrukne steder i Afrika at stævne ud fra i migranternes søgen efter et bedre liv i Europa.

Menneskesmuglere udnytter den ustabile situation i landet til at sende faldefærdige både ud på Middelhavet - mod betaling af tusindvis af dollar.

Antallet af flygtninge og migranter, der krydser havet for at komme til Europa, er steget til over 300.000 i år, hvilket allerede nu er flere end de 219.000 anslåede i 2014.

Det oplyste FN's flygtningehøjkommisariat UNHCR fredag.

Det vurderes, at mindst 2500 migranter og flygtninge i år har mistet livet i forsøget på at nå Europa via søvejen.

/ritzau/Reuters