Endnu en belgisk fodboldspiller er død af hjertestop

Skrevet af admin

11/05/2015

Dagens topnyheder

Belgien har allerede været ramt af et tragisk dødsfald i denne sæson. Og mandag døde den 23-årige belgiske fodboldspiller Tim Nicot, efter at han i weekenden blev ramt af et hjertestop.

Forsvarsspilleren fra den belgiske fodboldklub Beerschot faldt om på banen under en uformel fodboldturnering blandt venner.

Nicot modtog førstehjælp på stedet og blev sendt på sygehuset i Edegem, hvor han blev holdt i kunstigt koma, indtil han døde mandag.

Beerschot oplyste om det tragiske dødsfald på sin Twitterkonto mandag formiddag, skriver den belgiske hjemmeside sport.be.

- Alt for tidligt, alt for ung. Han kæmpede. Som en bjørn. Kærligt omringet af sin familie, støttet af sine holdkammerater og mange venner, skriver den belgiske klub, som lige er rykket op i den tredjebedste række.

30. april døde den 24-årige Lokeren-spiller Gregory Mertens, efter at også U21-landsholdsspilleren blev ramt af et hjertestop, mens han spillede fodbold.

Han var også forsvarsspiller og faldt om under en træningskamp for klubbens reservehold og døde tre dage senere.

Belgisk fodbold er dermed ramt af to tragiske dødsfald med kort mellemrum.

/ritzau/