Endnu en dansk pige slog hele Europa

En dansk atlet gjorde søndag Melodi Grand Prix-vinder Emmelie de Forest kunsten efter og slog resten af Europa.

Denne gang foregik det til vands og på land, hvor Esbjerg-atleten Camilla Pedersen blev en suveræn europamester i triatlon på den halve jernmandsdistance (1,9 km svøm, 90 km cykling, 21,1 km løb).

Camilla Pedersen grundlagde sejren på svømmeturen, hvor hun kom først op af vandet, skarpt forfulgt at tre andre kvinder. De fik dog kun danskerens baghjul at se kort, før hun forsvandt i det kuperede terræn nord for Barcelona.

Da hun satte cyklen, havde hun et forspring på fire minutter ned til nummer to. På det afsluttende halve maraton kom sejren aldrig i fare, og danskeren løb i mål som europamester med seks minutters forspring ned til den irske pige på andenpladsen.

Hos herrerne viste Martin Jensen, at han er godt på vej tilbage efter en længerevarende skadespause. Han fightede sig til EM-sølv efter den suveræne spanier, Javier Gomez, der vandt OL-sølv i London og regnes for en af verdens tre bedste triatleter.

Martin Jensen stillede cyklen kort efter Gomez, og han forsvarede sin placering under hele løbet. Tredjepladsen gik til endnu en dansker, Jens Toft Allerup.

 

 

 

Dagens Gossip