Endnu en dødsulykke i trafikken: Ældre mand dræbt ved Roskilde

En 67-årig mand fra Nordsjælland blev sidst på eftermiddagen dræbt og flere fastklemte måtte hjælpes fri, da tre biler sidst på eftermiddagen stødte frontalt sammen på Frederiksborgvej syd for Risø ved Roskilde.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

En 55-årig mand fra Jyllinge kom kørende i sin varebil i nordlig retning, da hans køretøj af ukendte årsager skred over i den modsatte vejbane. Her kolliderede han med en anden varebil, som blev ført af den 67-årige mand fra Nordsjælland. Med sig i bilen havde den 67-årige en 57-årig passager.

Sammenstødet var så kraftigt, at motorblokken i en af varebilerne blev flået løs og ramte en anden bil, hvori der sad en 27-årig mand fra Nordsjælland og en kvindelig passager.

En læge, der tilfældigt var til stede, erklærede den 67-årige mand død stedet. Den 57-årige passager blev kørt til Køge Sygehus til behandling for sine kvæstelser.

Den 55-årige mand blev bragt til Rigshospitalets Traumecenter med politieskorte. Hans tilstand er ukendt.

De sidste to - den 27-årige mand og den kvindelige passager - slap uskadt fra ulykken.

Politiet er nu i gang med at undersøge, om nogle af chaufførerne var påvirket af alkohol.

Dagens Gossip

Dagens TV