Endnu en Dortmund-stjerne på Bayern-kurs

For få uger siden rystede Bayern rivalerne ved at købe ’jahrhunderttalentet Götze kort inden den første Champions League-semifinale mod Real Madrid. Nu flirter klubben voldsomt med Dortmund-topscorer Robert Lewandowski netop som de to klubber mødes i finalen på Wembley.

Fredag kunne flere tyske medier fortælle, at den populære polak er meget tæt på et skifte fra den ene finaledeltager til den anden. Fra Dortmund til Bayern München. 

Ifølge blandt andre tv-stationen ZDF skal Lewandowskis agenter, Cezary Kucharski og Maik Barthel, på uortodoks manér til fest efter aftenens finale. Men det er ikke Dort-munds fest. I stedet står de på gæstelisten hos Bayern München. Det tolkes syd for grænsen som et tydeligt tegn på, at Lewandowski skifter side efter aftenens finale.

Han har længe været jagtet af andre storklubber som Manchester United og Real Madrid, men som så ofte før løber Bayern efter alt at dømme af med sejren. Det passer på ingen måde Dortmund, der havde håbet at få lov at beholde den målfarlige polak. I stedet må træner Jürgen Klopp og co. tage til takke med en lang næse og en transfercheck på 170 millioner kroner som plaster på såret.

Alt imens Borussia Dortmund sandsynligvis må se Robert Lewandowski hoppe over hækken og ind til naboen, går en anden spiller ind af havelågen. Jürgen Klopp har sikret sig Werder Bremens græske forsvarsspiller, Sokratis Papastathopoulos.

- Alt er skrevet under. Min klient er nu Dortmund-spiller, og han ser frem til at stifte bekendtskab med både klubben, træner Jürgen Klopp, stadion og fansene, siger Papastathopoulos’ agent, Kostas Farras, til den tyske avis WAZ.

Champions League-finalisterne betaler i omegnen af 70 millioner kroner for den 24-årige græker, der også var i søgelyset hos Bayer Leverkusen, men som nu får hjemmebane på Signal Iduna Park de kommende fem år.

Dagens Gossip