Endnu en fodboldstjerne i spansk skattevæsens søgelys

Skrevet af admin

26/02/2016

Mest læste i dag

Bayern Münchens Xabi Alonso er den seneste fodboldstjerne til at komme i det spanske skattevæsens søgelys.

Fredag præsenterede anklagerne beskyldninger om tre tilfælde af skattesnyd til en samlet værdi af tre millioner euro i årene 2009 til 2011, hvor midtbanespilleren var ansat i Real Madrid.

Via en meddelelse på sin officielle Facebook-side bedyrer Alonso sin uskyld og hævder, at han ikke er blevet orienteret om, at der er en sag på vej.

Balladen handler om beskatning af penge tjent via såkaldte imagerettigheder. Det spanske skattevæsen mener, at Alonso har undveget beskatning af indtægterne ved at lægge rettighederne over i et firma uden for Spaniens grænser.

Også Lionel Messi og Javier Mascherano har været i søgelyset for manglende skat af indtægter tjent via imagerettigheder.

/ritzau/AFP