Endnu en kasket til Ulrik Wilbek

Ulrik Wilbek får en ekstra kasket fra og med 1. oktober. Da tiltræder den nuværende herrelandstræner nemlig en nyoprettet stilling som sportschef i Dansk Håndbold Forbund.

Det fortæller Dansk Håndbold Forbund (DHF) på et pressemøde mandag eftermiddag.

Wilbek overtager dermed det overordnede ansvar for alle landshold i DHF-regi.

- Vi har længe ønsket at oprette en stilling som sportschef i vores system, og da vi i forbindelse med evalueringen af OL i London fik muligheden, effektuerede vi vores planer, siger næstformand og eliteansvarlig i DHF, Carsten Grønmann Larsen, i en pressemeddelelse.

I 2011 var alle danske landshold blandt de fire bedste ved store mesterskaber, men i år er det ud over to guldmedaljer blevet til en del sekundære placeringer, blandt andet ved OL, hvor både herrerne og damerne sluttede uden for medaljerne.

Derfor mener Ulrik Wilbek, at DHF og han selv står over for en stor opgave, hvis ikke konkurrenterne skal overhale dansk håndbold.

- Ikke mindst set i lyset af, at vi står over for to store slutrunder på hjemmebane, og at vi ved OL i Rio de Janeiro 2016 gerne skulle gøre en langt bedre figur, end vi gjorde det i London, siger Wilbek.

Han har kontrakt som herrelandstræner til og med EM på hjemmebane i 2014.

Allerede da han senest forlængede kontrakten med DHF i december 2010 sagde han, at det ville blive hans sidste periode som landstræner, og at han herefter godt kunne tænke sig et job som sportschef i DHF.

Dagens Gossip