Endnu en læge sigtes for fusk med forskningsmidler

Endnu en læge fra Hjertecentret på Rigshospitalet er nu blevet sigtet for at svindle med forskningsmidler, skriver Berlingske.

Den mandlige læge sigtes for svindel for cirka en halv million kroner, som fordeler sig over 30 tilfælde, hvor forskningsmidlerne ser ud til at være blevet brugt til private formål. Københavns Politi er dog tilbageholdende med de konkrete oplysninger i sagen.

I de andre tilfælde har Jyllands-Posten afsløret, at en overlæge skal have brugt forskningsmidler til køb af møbler, fisketure i Norge og en fødselsdagsfest. Forhold, som den 63-årige overlæge fra Rigshospitalet nægter sig skyldig i.

Politikerne i Region Hovedstaden er kede af at høre om endnu en sigtelse i sagen, hvor i alt fem forskere fra Hjertecentret på Rigshospitalet er blevet politianmeldt.

- Det er frygteligt trist og ærgerligt. Når nogen sigtes, er det fordi, at politiet har en opfattelse af, at der er noget i sagen. Der er ingen tvivl om, at grænsen for, hvad forskningsmidler skal bruges til, er skredet, siger politisk ordfører for Socialdemokraterne i Region Hovedstaden, Leila Lindén, til Berlingske.

- Derfor skal der være langt mere kontrol med midlerne. Vi kan ikke bare have tillid til, at det foregår ordentligt, fortsætter hun.

Region Hovedstaden strammede i forrige uge sine retningslinjer for, hvordan læger må bruge forskningsmidler, efter at det kom frem, at der også var sket et muligt misbrug af forskningsmidler på Gentofte Hospital og Glostrup Hospital.

Resultatet af denne undersøgelse ventes klar inden for kort tid.

Sagerne kan foruden straffesagen også få tjenstlige konsekvenser.

- Det ser ud til at være grelle sager, og i det omfang, der er sket misbrug og lovovertrædelser, skal sagerne selvfølgelig forfølges, siger formand for Lægeforeningen, Mads Koch Hansen, til Berlingske.

/ritzau/

Dagens Gossip