Endnu en ledende islamist er anholdt i Egypten

Khairat El-Shater, en tidligere præsidentkandidat, der blev diskvalificeret til præsidentvalget i 2012 på grund af en tidligere dom, betragtes som Det Muslimske Broderskabs primære politiske strateg. Khairat El-Shater blev anholdt i sit hjem på baggrund af en mistanke om, at han har opfordret til vold, skriver nyhedsbureauet Reuters. Han er blot en af de fremtrædende ledere fra den islamistiske bevægelse, der er blevet anholdt efter afsættelsen af den nu forhenværende præsident Mohamed Morsi onsdag.

Tilhængere og modstandere af Mohamed Morsi stødte fredag aften sammen flere steder i Egypten. 12 personer meldes natten til lørdag dræbt i sammenstød i den egyptiske storby Alexandria. Yderligere 200 personer i Alexandria er såret, skriver Reuters. Samtidig meldes der om mindst 14 døde og flere hundrede sårede i Cairo.

Mens demonstranterne slås, fortsætter de nye militære magthavere offensiven mod de ledende islamistiske topfigurer i landet. Tidligere er den yderliggående præsidentkandidat Hazen Salah Abu Ismail ifølge Reuters’ kilder blevet arresteret i sit hjem af egyptiske sikkerhedsstyrker. Han anklages ligeledes for at have opfordret til vold. Også den øverste leder af Det Muslimske Broderskab, som støtter den afsatte præsident, er blevet arresteret. Ifølge AFP har egyptisk militærpolitiet torsdag pågrebet Mohammed Badie for at have opildnet til drab på demonstranter.

Militæret har desuden anholdt to af de toneangivende figurer fra Det Muslimske Broderskab, Saad El-Katatni, leder af broderskabets politiske gren, og Rashad al-Bayoumi, medlem af bevægelsens ledelse. De to blev pågrebet torsdag, men fredag har Egyptens statsanklager ifølge det statslige nyhedsbureau MENA beordret dem løsladt igen, mens anklagerne mod dem efterforskes.

Mohamed Morsi er angiveligt tilbageholdt ved den egyptiske republikanergardes hovedkvarter, skriver AFP.

Dagens Gossip