Endnu en overlæge fra Riget sigtes for fusk

Skrevet af admin

26/06/2014

Mest læste i dag

Københavns Politi har nu sigtet endnu en overlæge fra Rigshospitalets Hjertecenter for at have svindlet med forskningsmidler i perioden fra december 2009 til december 2013, skriver Jyllands-Posten.

Overlægen, der ifølge avisen er 63 år, er beskyttet af et navneforbud og nægter sig skyldig.

Indtil videre er der indgivet politianmeldelse mod fire af hjertecentrets overlæger, hvoraf to nu er sigtet.

Der er endnu ikke sat beløb på hjertelægens påståede svindel, men en anden overlæge, som blev sigtet for nyligt, har ifølge politiet fusket for omkring tre millioner kroner.

- Det kommer senere, når vi har vurderet, om det er strafbart eller ej, siger chefen for Københavns Politis afdeling for økonomisk kriminalitet, Henning Schmidt, til Jyllands-Posten.

Han vurderer imidlertid sagen til at være "lidt anderledes end de andre sager", da overlægen ikke lader til at have købt eksempelvis kunst til sig selv.

- Det ser ikke umiddelbart ud til, at han har brugt de betroede midler for egen vindings skyld, så nu skal vi overveje nærmere, om det kommer ind under straffelovens bestemmelser, og så må vi blive mere konkrete i forbindelse med en genafhøring, siger Henning Schmidt til avisen.

Ifølge Jyllands-Posten, der har set overlægens kontooversigter, har han brugt forskningsmidler til at købe vin for omkring 27.000 kroner om året i perioden fra 2009 til 2013.

Avisen har afsløret flere tilfælde af fusk med penge, som var tiltænkt forskning.

Mest omfattende har svindlen været på Rigshospitalet, men også en overlæge på Glostrup Hospital har ifølge Jyllands-Posten fusket.

Lægen har angiveligt brugt forskningspenge til at betale en privat gæld på godt 30.000 kr. I det tilfælde har hospitalet indledt en personalesag.

Der verserer også sager i Region Midtjylland, som kræver op mod en kvart million kroner tilbagebetalt fra en række forskere. Blandt andet er en forsker fra Regionshospitalet i Viborg blevet bortvist og meldt til politiet.

Som en reaktion har Danske Regioner besluttet, at der skal være større kontrol med de mange forskningsmillioner, som hospitalerne modtager fra blandt andet lægemiddelindustrien.

/ritzau/