Endnu en person død efter skyderi i USA

Søndag døde 26-årige Marcela Franco, der studerede på Santa Monica College, på Ronald Reagan UCLA Medical Center. Det skriver Los Angeles Times.

Marcela Franco blev ramt af skud fra 23-årige John Zawahris halvautomatiske våben på parkeringspladsen ved Santa Monica College, hvor hun sad i en bil sammen med sin far. Faren, 68-årige Navarro Franco, blev også ramt og døde på stedet. Navarro Franco var ansat på Santa Monica College.

Fire andre personer blev ofre for John Zawahris kugler, da han af ukendte årsager skød omkring sig på uddannelsesstedet, satte ild til et hus, som menes at have tilhørt hans far og bror, og kaprede en kvindes bil for at beordre hende til at køre rundt i gaderne i Santa Monica, så han kunne skyde på tilfældige forbipasserende.

John Zawahri havde et halvautomatisk våben, en pistol og 1.300 patroner med på sit drabstogt. Fem personer blev såret, da han tømte sine magasiner fra den kaprede bil.

Gidslet i bilen slap uskadt, mens John Zawahri blev dræbt af politiet.

USAs præsident, Barack Obama, satte tidligere på året alt ind på at ændre landets liberale våbenlov efter skolemassakren i Newtown i december 2012, da 20 børn og seks voksne blev dræbt.

Planerne led dog et stort knæk i april, da Senatet afviste en lang række ændringsforslag.

Dagens Gossip