Endnu en person smittet med ebola i Nigeria

Endnu en person er blevet smittet med ebola i Afrikas mest folkerige land, Nigeria. Det oplyser myndighederne i Nigeria mandag ifølge AFP.

Den smittede person er en af de læger, der behandlede det hidtil eneste tilfælde af ebola i Nigeria, som var en liberiansk mand, der med viruset i kroppen havde taget flyet fra Monrovia til Lagos, hvor han døde fem dage senere.

Lagos er Afrikas største by med i omegnen af 21 millioner indbyggere. Derfor er frygten for en masseepidemi i byen stor blandt myndighederne.

70 personer, der menes at have været i kontakt med lægen, bliver nu holdt under observation af sundhedsmyndighederne i Nigeria. Otte af dem holdes i isolation.

Flere lande i Vestafrika har været ramt af det største ebola-udbrud nogensinde, som har ramt 1440 mennesker, hvoraf de 826 er døde.

Foruden Nigeria drejer det sig om Liberia, Sierra Leone, Guinea.

Op mod 90 procent af alle ebola-smittede dør af sygdommen, hvilket gør virusen til en af de mest dødelige.

USA sendte mandag 50 ebola-eksperter til Vestafrika for at hjælpe med at bekæmpe udbruddet.

- Det vil tage mange måneder, og det vil ikke blive let. Men vi ved, hvad der kræves for at stoppe den, siger Tom Frieden, chef for det amerikanske center for sygdomsforebyggelse, ifølge CNN.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip