Endnu en retssag mod Egyptens ekspræsident Mursi

Skrevet af admin

21/12/2013

Dagens topnyheder

Den egyptiske anklagemyndighed trækker den afsatte præsident Mohamed Mursi i retten i endnu en sag.

Mursi og 129 andre, deriblandt medlemmer af den palæstinensiske gruppe Hamas og den libanesiske gruppe Hizbollah, står anklaget for drab på politifolk, hedder det i en udtalelse fra en undersøgelsesdommer.

Anklagen omfatter også andre forhold.

Sagen, der udspringer af en større fangeflugt i forbindelse med oprøret mod den tidligere præsident Hosni Mubarak i 2011, er den tredje mod Mursi, siden han blev fjernet af hæren 3. juli.

Tidligere i denne uge stod Mursi og 35 andre medlemmer af Det Muslimske Broderskab i en anden retssag anklaget for at konspirere med udlandet om terroristangreb i Egypten.

Ingen af medlemmerne af Hamas og Hizbollah blev navngivet af undersøgelsesdommeren.

/ritzau/Reuters