Endnu en russisk konvoj kører ind i Ukraine

Skrevet af admin

13/09/2014

Dagens topnyheder

De første 35 lastbiler i en russisk nødhjælpskonvoj på vej til det østlige Ukraine har sent fredag krydset grænsen mellem de to lande, skriver flere russiske nyhedsbureauer.

- Russiske toldere og grænsevagter har gennemført undersøgelsen af den første gruppe lastbiler. Nu har alle 35 køretøjer forladt grænsen og er kørt ind i Ukraine, oplyser en talsmand for Ruslands sydlige toldkontor til RIA Novosti.

Tv-kanalen Rossiya 24 rapporterer, at konvojen indeholder i alt 2000 ton nødhjælp - herunder morgenmad, pasta, sukker, medicin, diesel, strømgeneratorer og tæpper.

Ifølge tv-kanalen består konvojen samlet af over 300 lastbiler, som formentlig vil nå grænsen til det uroplagede Ukraine lørdag morgen.

Rusland sendte sin første nødhjælpskonvoj til Østukraine i august, selvom russerne dengang ikke havde fået endelig tilladelse fra styret i Kijev eller observatører fra Røde Kors.

Konvojen bestod af 200 lastbiler og var genstand for stor diskussion mellem Rusland og Vesten. Flere frygtede, at lastbilerne ville rumme store mængder våben og militærmateriel, der kunne støtte prorussiske separatister i regionen.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, har insisteret på at sende nødhjælp ind i Ukraine og benægter anklagerne om, at han støtter oprørerne.

Denne omgang nødhjælp er dog langt mindre kontroversiel. Sendingen er en del af en aftale, som blev indgået i Hvideruslands hovedstad for en uge siden.

Tusinder af borgere i Østukraine lider under konflikten mellem separatister og ukrainske styrker, som dog har indgået en våbenhvile. Borgerne mangler basale fornødenheder såsom vand i hanerne og strøm.

/ritzau/AFP