Endnu en sag tyder på parløb mellem Eva Kjer og omstridt forening

Skrevet af admin

16/02/2016

Dagens topnyheder

Da miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) sidste år bad kommunerne om at oprense vandløb mere effektivt i et såkaldt hyrdebrev, skete det angiveligt som led i et forlig med interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrug.

Dermed blev et sagsanlæg mod staten sat på pause, skriver DR Nyheder.

Baggrunden er, at Bæredygtigt Landbrug i 2012 stævnede staten for, at oprensningen af vandløb for vandplanter ikke var effektiv nok.

Interesseorganisationen skulle have tørnet sammen med Kammeradvokaten i retten i efteråret, men Bæredygtigt Landbrug satte retssagen på standby.

Det skete, efter at Eva Kjer Hansen i begyndelsen af november 2015 udsendte hyrdebrevet til kommunerne og samtidig nedsatte en ekspertgruppe, der skal komme med forslag til mere effektiv oprensning af vandløbene - det, der blandt fagfolk kaldes grødeskære.

Forliget beskrives i et brev til Høje Taastrup Kommune fra Flemming Fuglede Jørgensen, der er formand for Bæredygtigt Landbrug.

- Kammeradvokaten har ønsket at indgå forlig, og som en del af dette forlig blev der udsendt et hyrdebrev til samtlige kommuner, hvori det blev præciseret, at kommunerne skulle holde de danske vandløb veloprensede. Og der arbejdes stadig videre med Kammeradvokaten om forliget, skriver Flemming Fuglede Jørgensen i brevet.

Ministerens tætte parløb med Bæredygtigt Landbrug kom frem i sidste uge, hvor BT dokumenterede, at store dele af ministerens kommissorium for ekspertgruppen om netop grødeskæring af vandløb var kopieret fra et notat udarbejdet af Bæredygtigt Landbrug.

Oplysninger fra kommissoriet blev efterfølgende i starten af november gengivet i Eva Kjer Hansens hyrdebrev til landets kommuner.

I brevet indskærper ministeren, at kommunerne har pligt til at vedligeholde vandløbene, så landbrugsarealer ikke bliver oversvømmede med risiko for afgrødetab.

På trods af at Flemming Fuglede Jørgensen i mailen nævner forliget flere gange, afviser han i dag over for DR, at der er indgået forlig.

Det samme gør Eva Kjer Hansen. Hun understreger samtidig, at den nedsatte ekspertgruppe består af uafhængige forskere.

- Det har været afgørende for mig, at arbejdet holdt sig inden for den gældende vandløbslovs rammer, og at det faglige arbejde blev gennemført af objektive og uafhængige forskere. Processen resulterede ikke i et forlig, og der er dermed ikke indgået en handel, skriver ministeren til DR.

/ritzau/