Endnu en skolepige er befriet fra Boko Haram i Nigeria

Skrevet af admin

20/05/2016

Dagens topnyheder

For anden gang på en uge slipper en af flere end 200 nigerianske skolepiger fri fra den militante gruppe Boko Haram efter to år i fangenskab.

Torsdag oplyser talsmand Sani Usman for Nigerias hær ifølge Reuters, at endnu en pige er blevet befriet.

I alt 276 skolepiger blev bortført fra den afsidesliggende by Chibok i staten Borno 14. april 2014. Kort tid efter lykkedes det en del af pigerne at flygte, men flere end 200 har været holdt fanget lige siden.

Tirsdag blev den 19-årige Amina Ali Dasha Nkeki fundet ved skoven Sambisa Forest, hvor hun havde opholdt sig - angiveligt sammen med de øvrige 218 piger. Sammen med sig havde hun sin fire måneder gamle baby.

Få dage senere er endnu en pige angiveligt sluppet væk.

Guvernøren i staten Borno, Kashim Shettima, sagde tidligere torsdag, at hæren allerede var på vej ind i Sambisa-skoven med det formål at befri resten af pigerne. Han håbede på, at pigerne ville blive befriet inden for nogle uger.

- Vi tror på, at vi i løbet af de kommende uger vil finde de øvrige piger, sagde guvernøren.

Den første undslupne pige Amina Ali Dasha Nkeki mødtes torsdag med Nigerias præsident, Muhammadu Buhari, som efterfølgende sagde på en pressekonference, at Amina Ali skulle fortsætte sin uddannelse.

Præsidenten har gjort det til sin vigtigste politiske opgave at knuse den militante islamistiske bevægelse, der siden 2009 har stået bag massakrer på civile i det nordøstlige Nigeria.

/ritzau/