Endnu et barn har mistet livet efter sidste uges flyulykke

To kinesiske skolepiger døde umiddelbart efter flyulykken i San Francisco sidste lørdag. 182 personer blev såret i flyulykken, og det afdøde barn var én ud af de i alt tre personer, der var i kritisk tilstand efter ulykken.

Fredag aften kom det desuden frem, at en brandbil påkørte en af de to kinesiske skolepiger, der døde umiddelbart efter at flyet forulykkede. Det oplyser politiet i San Francisco til nyhedsbureauet AFP.

Det har tidligere været fremme, at en af de kinesiske piger kan være blevet slået ihjel under påkørsel af et køretøj efter selve flyulykken. Myndighederne i San Francisco arbejder fortsat på at fastslå dødsårsagen, men nu slår politiets talsperson Albie Esparza fast, at pigen »var blevet kørt over af en brandbil mindst én gang«.

Brandfolk, der hastede til stedet kort efter ulykken for at slukke den ildebrand, der var opstået uden for flyet, har tidligere informeret politiet om »muligheden for«, at et af deres køretøjer havde kørt over en person.

»De (brandfolkene, red.) har tilsyneladende dækket jorden med hvidt skum, og det menes, at offeret lå på jorden, dækket til, og ikke blev set af nogen,« siger politiets talsperson Albie Esparza.

Det skal nu undersøges, om skolepigen var død, inden hun blev kørt over af brandbilen, skriver AFP.

Ifølge amerikanske myndigheder kan det tage lang tid at opklare, hvad der fik flyet til at styrte, vælte om på siden og bryde i brand. Men flere flyeksperter har konstateret, at flyet fløj for langsomt og for lavt ved indflyvningen til San Francisco.

BNB

Dagens Gossip

Dagens TV