Endnu et svensk asylcenter er gået op i flammer

Skrevet af admin

20/10/2015

Dagens topnyheder

Endnu et asylcenter er gået op i flammer i Sverige, og politiet mener, at der igen er tale om en påsat brand.

- Alle reddede sig ud af bygningen, der ligger i Munkedal Kommune ved Uddevalle tæt på grænsen til Norge, og ingen er kommet noget til, siger indsatsleder i redningstjenesten Lars Bjurström.

Det er ikke umiddelbart klart, hvad der forårsagede den omfattende brand natten til tirsdag, men politiet mistænker, at den er påsat.

- Når redningstjenesten er færdig med arbejdet, så bliver stedet afspærret, og vi vil efterforske sagen som en mulig mordbrand, siger Anki Larsson fra politiet til Expressen.

Bygningen var omspændt af flammer, da brandfolk ankom til stedet, efter at være blevet tilkaldt lidt efter klokken 4.

- Vi har fået oplysninger om, at der er mellem 10 og 20 beboere, men ingen er kommet noget til, siger Larsson.

Tidligere i år er 10 boliger for asylansøgere blevet hærget af brande i Sverige. I weekenden blev myndighederne tilkaldt til flere brande - blandt andet til en tidligere skolebygning i Kungsbacka syd for Göteborg.

Bygningen skulle have været taget i brug som asylcenter, men den brændte natten til søndag næsten ned til grunden.

Natten til lørdag brændte en anden skolebygning ned til grunden i byen Kånna syd for Ljungby i Småland. Også denne bygning var gjort klar som nyt asylcenter. Politiet mener, at brandene er påsat af personer med tilknytning til højreekstreme, fremmedfjendtlige miljøer.

Ingen er kommet noget til ved brandene.

De svenske myndigheder har udvidet samarbejdet mellem politi og kommuner om at styrke bevogtning af eksisterende og planlagte asylcentre.

Den svenske statsminister, Stefan Löfven, sagde for få dage siden, at der er grænser for, hvor mange flygtninge landet kan tage imod.

- Sverige vil ikke bare fortsætte med at tage imod sin del, så længe andre lande ikke gør deres. Det vil jeg sige meget tydeligt, sagde Stefan Löfven ved ankomsten til EU-topmødet i Bruxelles.

Stefan Löfven har sagt, at Sverige kan komme helt op og modtage 150.000 flygtninge og migranter i år.

/ritzau/TT