Endnu flere end ventet har mistet dagpenge i år

Skrevet af admin

19/08/2014

Dagens topnyheder

Antallet af danskere, der i år er faldet ud af dagpengesystemet, er langt højere end ventet, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

En opgørelse fra a-kassernes brancheorganisation, AK-Samvirke, viser, at 9900 personer har mistet retten til dagpenge i årets første seks måneder.

På den baggrund venter direktør i AK-Samvirke, Verner Sand Kirk, at årstallet når op på mindst 17.000. Tallet er væsentlig højere end Beskæftigelsesministeriets seneste prognose fra maj i fjor, hvor buddet lød på 8000-14.000 for 2014.

- Det er værre, end vi troede, konstaterer Verner Sand Kirk over for Jyllands-Posten.

AK-Samvirke har selv vurderet, at 14.000 personer ville miste retten til dagpenge i 2014, og det tal ser altså også ud til at være for lavt sat.

Tallet kommer blot en uge efter, at statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) afviste at lempe på dagpengereglerne, og situationen ser ud til øge presset på statsministeren.

Tirsdag indledes Socialdemokraternes sommergruppemøde i Helsingør, og her vil dagpengene blive bragt op i den interne diskussion. Også en række fagbosser rejser debatten, når LO's hovedbestyrelse onsdag er indkaldt til møde med S.

SF lancerer tirsdag en annoncekampagne, hvor partiets dagpengekrav adresseres direkte til Thorning forud for de kommende forhandlinger.

- Vi har tænkt os at gå til forhandlinger med kravet om at se på genoptjeningsperioden, siger SF's formand, Pia Olsen Dyhr, til Jyllands-Posten.

Dagpengereformen blev vedtaget af det daværende VKO-flertal sammen med De Radikale, og det første år efter reformens ikrafttræden faldt mere end 30.000 borgere ud af dagpengesystemet, hvilket var markant højere end regeringens skøn.

Reformen betød en halvering af dagpengeperioden fra fire til to år, ligesom genoptjeningsperioden gik fra 26 uger til 52 uger.

Regeringen har dog siden gennemført flere tiltag for at afbøde konsekvenserne af reformen, men ifølge kritikerne har det langt fra været nok.

/ritzau/