Endnu ingen amerikansk beslutning om Syrien

Barack Obama mødtes lørdag med sine øverste sikkerhedsrådgivere, herunder vicepræsident Joe Biden, sikkerhedsrådgiver Susan Rice, efterretningschef James Clapper, FN-ambassadør Samantha Power, stabschef Martin Dempsey fra det amerikanske forsvar, vicejustitsminister James Cole og CIA-direktør John Brennan. Også udenrigsminister John Kerry og forsvarsminister Chuck Hagel deltog i mødet, dog via videokonference.

Resultatet af mødet har haft det internationale samfunds fulde bevågenhed, da blandt andet militæraktioner mod præsident Bashar al-Assads styre skulle være blandt de muligheder, der blev diskuteret på mødet.

Det Hvide Hus var efter mødets afslutning tilbageholdende med at dele konkrete oplysninger om mødet, men meddelte dog i en officiel erklæring, at de amerikanske efterretningstjenester vil fortsætte med at indsamle beviser, der kan be- eller afkræfte brugen af nervegas i et angreb mod en forstad til Syriens hovedstad, Damaskus, onsdag.

»I samarbejde med internationale partnere, og med opmærksomhed på de snesevis af samtidige øjenvidneberetninger og optegnelser over de dræbtes symptomer, vil de amerikanske efterretningstjenester fortsat indsamle fakta for at fastslå, hvad der skete,« lyder det i erklæringen.

Kilder fra amerikanske og allierede europæiske efterretningstjenester har indledningsvist vurderet, at syriske regeringsstyrker rent faktisk har gjort brug af kemiske våben i angrebet, sandsynligvis med accept fra højeste niveau i den syriske regering.

Ifølge Det Hvide Hus har Barack Obama lørdag også vendt sagen med den britiske premierminister, David Cameron, og de har angiveligt begge udtrykt »alvorlig bekymring« over den rapporterede brug af kemiske våben, der ifølge oplysninger fra organisationen Læger uden Grænser kostede 355 mennesker livet, mens oprørere i området beretter om helt op til 1.300 dræbte.

De to statsledere har aftalt at »fortsætte med den tætte dialog« og diskutere »mulige svar fra det internationale samfund på brugen af kemiske våben,« oplyser Det Hvide Hus ifølge nyhedsbureauet AFP.

Der blev efter mødet ikke annonceret en tidsramme for, hvornår Barack Obama vil træffe en beslutning, ligesom der ikke blev givet detaljer om, hvilke eksakte muligheder, der overvejes.

Dagens Gossip