Endnu uklart om Shipcraft-sag får et retligt efterspil

Det er endnu uklart, om der vil komme et retligt efterspil mod rederiet Shipcraft og dets ledelse.

Anklager ved Nordsjællands Politi Helle Just Christensen siger, at i løbet af en til to måneder vil der være en afklaring af de to anmeldelser.

- Vi har arbejdet med og undersøgt anmeldelserne og taget stilling til det, der berører situationen. Vi betragter anmeldelserne som én situation, siger Helle Just Christensen til Ritzau.

Kaptajner og navigatørers fagforbund, Søfartens Ledere, anmeldte rederiet Shipcraft og dets direktør, Claus Bech, den 29. juni 2011 for overtrædelse af loven om sikkerhed til søs og for ikke at gøre nok for at få frigivet søfolkene.

Seks søfolk fra rederiet - herunder de to danskere Søren Lyngbjørn og Eddy Lopéz - sad som gidsler i to år, tre måneder og 18 dage hos somaliske pirater - hvilket er historisk lang tid.

Nordsjællands Politi har rejst sigtelse mod Claus Bech, men anklager Helle Just Christensen vil ikke oplyse, hvad Claus Bech er sigtet for.

Søfartens Ledere udvidede i november 2011 anmeldelsen til også at omfatte straffeloven. Det var alle tre i den daværende rederiledelse, der blev anmeldt personligt.

Ud over rederidirektør Claus Bech er det rederiets svenske ejer, rigmanden John Arne Larsson, og den daværende bestyrelsesformand, modedirektør Sysser Zerlang Philipson.

De tre har ifølge anmeldelsen gjort sig skyldige i meddelagtighed for passivitet i forhold til at få de seks ansatte søfolk hjem fra den langtrukne gidseltagning i Somalia ved reelt ikke at medvirke til eller gøre forsøg på at få dem hjem.

Rederiet havde ikke forsikringer, der kunne bidrage økonomisk til at få gidslerne hjem.

Anklager Helle Just Christensen oplyser, at der ikke er rejst sigtelse mod rederiets ejer, John Arne Larsson, og daværende bestyrelsesformand Sysser Zerlang Philipson.

- Det er en bred anmeldelse i forhold til straffeloven, der regulerer samfundet. Vi har set på, om der er noget, der er relevant for situationen, og en afklaring er forestående indenfor en til to måneder, siger Helle Just Christensen.

/ritzau/

Dagens Gossip