Energi Viborg fortsætter omstridt aftale med Viborg FF

Trods massiv kritik har Energi Viborg valgt at fortsætte sponsoraftalen med Viborg FF over de næste tre år. Fodboldklubben og det kommunale energiselskab oplyser i en pressemeddelelse, at de har indgået en ny markedsføringsaftale for perioden 2015–2017.

Aftalen betyder, at Energi Viborg de kommende tre år betaler cirka 1,2 millioner kroner årligt til fodboldklubben - altså i alt omkring 3,6 millioner kroner. Til gengæld bevares stadionnavnet Energi Viborg Arena.

- Når vi indgår partnerskabsaftaler, er det altafgørende for os, at vi markedsfører os gennem initiativer og foretagender, der er til gavn for alle, der bor i Viborg Kommune, siger bestyrelsesformand for Energi Viborg, Niels Dueholm, i pressemeddelelsen.

- Derfor koncentrerer vi os om det lokale kulturliv og især det lokale idrætsliv – både for amatører og for professionelle. På den måde har vi fokus på ting, der giver vores kunder gode oplevelser, tilføjer han.

Energi Viborg har fået lavet en analyse, der viser, at navnesponsoratet er en god forretning for selskabet.

Ifølge analysen er sponsoratet 1,4 millioner kroner værd om året, og hvis Viborg FF spiller i superligaen, stiger aftalens værdi til 7,7 millioner kroner på grund af mere medieomtale.

Energi Viborgs navnesponsorat sendte den nyslåede politiske leder af De Konservative, Søren Pape Poulsen, i strid modvind.

Sagen begyndte i 2010, da Viborg Kommune solgte navnerettighederne til det lokale stadion til fodboldklubben Viborg FF for 50.000 kroner årligt.

Året efter besluttede et snævert flertal i byrådet på indstilling fra borgmester Søren Pape Poulsen at pålægge Energi Viborg at købe stadionnavnet af Viborg FF for 3,25 millioner kroner over tre år. På det tidspunkt var klubben i akut likviditetsmangel.

Søren Pape Poulsen mødte selv op på en ekstraordinær generalforsamling i Energi Viborg og godkendte fodboldhandlen på vegne af byrådet. Det skete, på trods af at halvdelen af bestyrelsen i Energi Viborg var imod.

Søren Pape Poulsen har fået kritik for at tvinge et sponsorat igennem, der lader kommunen støtte en privat virksomhed.

I april slog Statsforvaltningen fast, at byrådets beslutning om et navnesponsorat både var "uforsvarlig, "uklar" og i strid med den kommunale styrelseslov.

Søren Pape Poulsen har dog forsvaret beslutningen med, at Energi Viborgs køb af et navnesponsorat ikke kan betegnes som støtte til Viborg FF, men som markedsføring af Energi Viborg.

/ritzau/

Dagens Gossip