Energiekspert: Bindende klimamål er for uambitiøse

Skrevet af admin

22/01/2014

Dagens topnyheder

Hvis EU-Kommissionen skal gøre sig forhåbninger om at komme klimaudfordringerne til livs, skal de være mere ambitiøse i deres målsætning, mener energiprofessor.

- Kigger man på den vedvarende energi, kunne man godt have sat målet højere, siger Frede Hvelplund, der er professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet.

Her mener han især det bindende mål om, at 27 procent af energien i EU skal komme fra vedvarende energikilder i 2030 - såsom sol eller vind.

Målet er en del af den klimaplan, som EU-Kommissionen fremlagde onsdag. Planen skal bane vej for en grønnere fremtid blandt EU-landene.

Frede Hvelplund anerkender, at klimamålene er en "bredmundet diskussion", men påpeger, at man bliver nødt til at skrue målene op, hvis man skal sænke de temperaturstigninger, vi ser på globalt plan.

Energiprofessoren ser dog positivt på, at der nu er bindende mål for den vedvarende energi i EU. Nu skal der en systematisk politik til, at målene kan nås.

- Det afgørende er, at klimamålene er så stærke, at der kommer gang i den teknologiske udvikling. Så kan man forestille sig, at udviklingen bliver skudt i gang. I Europa har vi blandt andet trukket vindkraften godt frem, siger han.

Et andet punkt i kommissionens udspil lyder på, at man om 16 år har reduceret udledningen af CO2 med 40 procent på EU-plan.

Hvis vi skal have mere vedvarende energi i Danmark, peger Frede Hvelplund på en central løsning.

- Der skal komme lokalt og regionalt ejerskab af vindmøller, så de lokale ikke længere er imod dem. Vi har analyser, der siger, at lokale siger ja til vindmøller, hvis de får andel af dem. Så får de ikke kun ulempen, siger han.

Lige nu er en vindmøllepark ved Limfjorden løbet ind i problemer. Vindmølleparken, hvor halvdelen ejes af lokale, kan ikke få nok støtte fra staten, da det ikke er et statsligt byggeri.

/ritzau/