Energiminister er på inspirationstur for at fremme eksport

Skrevet af admin

10/06/2016

Dagens topnyheder

Danmark har vind i sejlene, når det gælder den grønne omstilling, mener regeringen.

Klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt (V) er fredag og mandag på inspirationstur i Danmark for at få input fra virksomheder.

Med klimaaftalen i Paris i december skal der, ifølge Energi- og klimaministeriet, frem mod 2030 investeres 13.500 milliarder dollar for at implementere landenes klimaplaner.

- Hele verden skal i gang med massive investeringer for at leve op til de tilsagn, der er givet på klimatopmødet, siger ministeren fredag til mødet i Kolding, hvor 50 virksomheder og interesseorganisationer deltager.

Dansk Industri har vurderet, at klimaaftalen i Paris giver et potentiale for at fordoble eksporten af danske energiløsninger til cirka 120 milliarder kroner i 2030.

Kan Danmark få bare en lille del af det, vil det være stort, mener Lars Christian Lilleholt.

- Vi står rigtig stærkt, vi har vist i Danmark, at vi kan grøn omstilling. Vi er gode til vindmøller, til biomasse, til energieffektivitet og energibesparelser. Vi kan rigtig meget, og det skal vi nu forstå og udnytte, siger han.

Energibranchen står i udgangspunktet stærkt i forhold til at erobre nye markeder og indtjening hjem til Danmark, men får ikke noget forærende i en stigende global konkurrence.

Derfor giver det god mening med en inspirationstur, hvor klima- og energiministeren kan få input fra danske virksomheder, som står stærkt på området, lyder det.

Han har sammen med Dansk Industri, Dansk Energi og Eksportrådet i Udenrigsministeriet igangsat et arbejde, der skal styrke eksporten af dansk energiteknologi.

Inspirationsturen består af to dialogmøder med en bred vifte af aktører i energibranchen, erhvervsorganisationer og offentlige myndigheder for at få konkrete erfaringer og gode ideer med i arbejdet.

- Sidste år var vi oppe på at kunne dække 42 procent af elforbruget med el fra vind. Den grønne omstilling, som rigtig mange lande skal i gang med, den er Danmark kommet rigtig langt med, siger han.

Energi- og klimaordfører Jens Joel (S) mener omvendt, at regeringen er ved at kaste den grønne førerposition over bord, fordi regeringen laver om på aftaler, som allerede er indgået.

Der henvises til, at regeringen vil aflyse de kystnære vindmøller, der blev vedtaget i energiforliget i 2012.

- Derved rammer man virksomheder, som allerede har investeret i tillid til, at de kunne stole på de brede aftaler i Folketinget, siger Jens Joel.

/ritzau/