Energistyrelsen udsteder påbud efter test af røgalarmer

Skrevet af admin

26/08/2014

Dagens topnyheder

Energistyrelsen har foretaget kontrol og test af røgalarmer, der viser, at 13 ud af 23 testede typer røgalarmer fejler i en eller flere af de test, der er foretaget.

Af disse 13 typer røgalarmer findes de syv på det danske marked.

- Vi ser med stor alvor på resultaterne af de test, vi har foretaget. Vi tager nu fat i de virksomheder, der har bragt og bringer de pågældende røgalarmer på det danske marked, så vi kan få bragt forholdene i orden.

- Forbrugerne skal kunne være sikre på, at de røgalarmer, de køber, er lovlige, siger vicedirektør i Energistyrelsen, Dorte Nøhr Andersen.

Energistyrelsen har desuden iværksat en risikovurdering hos Dansk Standard og Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut.

Den skal afdække, om styrelsen skal tage yderligere skridt til at pålægge producenter og importører af produkterne at tilbagekalde dem fra markedet.

- Røgalarmer skal kunne advare os i tide, hvis uheldet er ude, og der udbryder brand. Derfor har vi valgt at orientere offentligheden om, hvilke røgalarmer, der ikke lever op til standarderne, så forbrugerne hurtigt kan finde ud af, om de har en røgalarm, der er lovlig, siger hun.

Følgende røgalarmer bestod ikke en eller flere afprøvninger:

No Flame 83198/KD-101-LA, Schneider Electric MTN 548520, AbusHSRM20000, Nexas GNS-2236, Houseguard SA305S, Nexa KD-134 og Snapalarm SA 0109.

Den samlede liste er offentliggjort på www.byggevareinfo.dk.

/ritzau/