Enevoldsen afviste danske topklubber

Thomas Enevoldsen var klar til at forlade Mechelen, men en god opstartsfase fik ham til at ændre mening.

Da Thomas Enevoldsen gik på sommerferie i maj, stod én ting soleklart. Han ville væk fra belgiske Mechelen, hvor han i det meste af sidste sæson sad på bænken.

Men en helt vild sæsonoptakt med 10 mål i 10 kampe ændrede pludselig den tidligere landsholdsspillers situation. Træner Harm van Veldhoven ville pludselig bruge offensiv-spilleren igen, og samtidig kom der øget interesse fra en række europæiske klubber, heriblandt danske.

BNB erfarer, at klubber som FC Nordsjælland, Brøndby, OB og Esbjerg rettede henvendelse til Enevoldsens agent, John Sivebæk, for at lokke den tidligere AaB-spiller tilbage til Superligaen. Men de fik alle nej af Enevoldsen.

AaB var også inde i billedet, men økonomisk kunne den nye sportsdirektør, Allan Gaarde, ikke få det til at gå op med at hente Enevoldsen hjem. Det var ellers et skifte, som Enevoldsen ifølge BNBs oplysninger var interesseret i.

- Det er rigtigt, at jeg sagde nej til flere danske klubber i løbet af sommeren. Jeg vil ikke kommentere på de klubnavne, men det var bare ikke det rigtige for mig. Samtidig gik det så godt i opstarten, at der pludselig åbnede sig en dør for at blive fast mand her i Mechelen, forklarer Enevoldsen, der også startede inde i de to første ligakampe, men så var uheldet ude, og den tidligere landsholdsspiller blev ramt af en bruskskade i foden.

Det har holdt ham ude i et stykke tid, men nu øjner Enevoldsen et comeback i den belgiske liga.

- Det var så frustrerende, at jeg røg ind i den skade nu hvor jeg endelig havde kæmpet mig tilbage på holdet, og jeg følte mig virkelig godt kørende. Jeg er ved at være tilbage nu, og jeg tror, at jeg kan spille en reservekamp i næste uge, og så kan det være, at jeg er tilbage på holdet igen. Nu må vi se, siger Thomas Enevoldsen.

Han har indstillet sig på at holde fuld fokus på Mechelen i resten af sæsonen.

- Jeg har fået glæden tilbage i Mechelen efter min sæsonstart, så nu håber jeg, at jeg kan komme tilbage på samme niveau, siger Thomas Enevoldsen.

Dagens Gossip