Enevoldsen: Tilfreds med et point

Skrevet af admin

16/08/2014

Dagens topnyheder

AaB var foran på hjemmebane mod Esbjerg, men måtte nøjes med det ene point, da kampen i Aalborg endte 1-1.

Mod slutningen af kampen sad gæsterne på det meste, og derfor var AaB’s Thomas Enevoldsen tilfreds med at få det ene point.

- Vi skal være tilfredse med det ene point i dag, hvis man ser over hele kampen. Vi var alt for dårlige i anden halvleg og havde alt for mange dumme boldtab i opspillet, hvor vi var for ukoncentrerede, siger Enevoldsen.

Hjemmeholdet fik faktisk bolden i mål til 2-0, men dommeren underkendte Anders K. Jacobsens scoring, da han mente, at Thomas Enevoldsen begik et frispark.

- Jeg har ingen idé om, hvorfor dommeren dømte som han gjorde. Jeg begik intet frispark, og jeg kom først på bolden.

Man ser desværre tit, at målmanden får frispark i sådan nogle situationer, og hvis det havde været en forsvarsspiller, var der aldrig blevet dømt frispark, siger AaB-spilleren.

AaB mistede meget af spillet i anden halvleg, hvilket man også så i sidste weekend mod FC Nordsjælland. En uheldig tendens, som nordjyderne arbejder på at forhindre.

- Vi har manglet overskud mod slutningen af kampene, og vi kan ikke være tilfredse med vores anden halvleg i dag.

- Vi blev for forsigtige og for dårlige til at søge den afgørende scoring. Det er noget, vi har fokus på, og noget vi skal forbedre fremover, siger Rasmus Würtz.

AaB's træner Kent Nielsen var ærgerlig over Esbjergs udligningsmål, som AaB's målmand burde have afværget.

- Vi tabte to point i dag, fordi Nicolai Larsen lavede en kæmpe fejl, og det ved han selvfølgelig godt selv, siger AaB-træneren.

/ritzau/