Enevoldsen: Vi er bare et typisk midterhold

Skrevet af admin

26/09/2015

Dagens topnyheder

Det blev til et svidende nederlag for AaB, da holdet fredag aften var på besøg i Viborg. Selvom holdet udspillede værter i kampens første tyve minutter, så fik man ikke scoret, og i stedet gik sejren altså den anden vej.

Det ærgrer AaB-profil Thomas Enevoldsen, der kalder AaB for et typisk midterhold i Alka Superligaen.

- Det er bare typisk midterhold i Superligaen, og det er det, vi er lige nu. Vi spiller fantastisk den ene weekend og så forfærdeligt i den næste.

- I den her kamp står Viborg fint og kompakt, men vi spiller og spiller, uden at vi kommer nogen vegne. Jeg synes, at vi mangler en plan for at låse dem op, siger han.

Holdet har leveret svingende resultater i denne sæson, hvor man har slået blandt andre Brøndby og OB stort i Aalborg. Enevoldsen er frustreret over mønstret.

- Det virker, som om vi bliver for selvtilfredse, når vi har spillet én god kamp. Vi har et topniveau, der rækker til så meget, men et bundniveau der er for dårligt til Superligaen, siger spilleren.

Træner Lars Søndergård peger på, at AaB sådan set spillede godt, men lukkede Viborg ind i kampen.

- Vi starter rigtig godt og har store chancer. Men når vi ikke får scoret, så begynder Viborg at bide sig fast, og de kan mærke, at de kan spille med.

- Vi bør aldrig tabe kampen, og at vi står her uden noget, det er både skuffende og irriterende.

Han anerkender, at holdet har nogle udfordringer, når det kommer til defensivt indstillede hold.

- Vi har nogle udfordringer, når vi møder meget kompakte hold, som for eksempel Viborg. Men vi må anerkende, at de stod godt og fik os spillet ned i tempo, siger træneren.

/ritzau/