Engageret borger får Holstebros Handicappris

Skrevet af John Meyer

16/12/2012

Dagens topnyheder

Ole Thomsen blev indstillet til prisen af Danske Handicaporganisationer, Holstebro, der omfatter 15 organisationer for handicappede.

I indstillingen skriver Danske Handicaporganisationer bl.a., at ”det har været særlig vigtigt for Ole Thomsen at gøre Vestjylland tilgængeligt for alle. Han var primus motor i udarbejdelsen af en flot brochure med over 600 registreringer af attraktioner, naturoplevelser, overnatninger m.m. Der blev også lavet en hjemmeside, som har opnået stor anerkendelse i såvel ind- som udland”.

- Han anerkendes for sin mangeårige frivillige indsats for borgere med handicap i Holstebro Kommune. Han har ydet denne indsats uden at være pårørende eller bruger i ”systemet”. Han har ”bare” haft lyst, interesse og energi til at gøre en indsats. Sådan lyder Social- og Sundhedsudvalgets begrundelse for at tildele Ole Thomsen Holstebro Handicappris 2012. Prisen blev overrakt af formanden for udvalget, Anne Lise Holst Jensen (SF).

Formålet med prisen er at anerkende en frivillig og særlig indsats, der er kommet handicappede borgere i kommunen til gavn. Prisen består af et diplom og en statuette, der er skabt af kunstneren Paul Cederdorff.