Engelbrecht: Kan godt lave vurderingssystem uden Venstre

Skrevet af admin

12/11/2014

Dagens topnyheder

Det rokker ikke ved skatteminister Benny Engelbrechts (S) plan for udviklingen af et nyt system til offentlige ejendomsvurderinger, at Venstre onsdag meddeler, at man ønsker at beholde det eksisterende system.

Det erklærer han over for Ritzau, efter at oppositionens største parti har meddelt Jyllands-Posten, at det ønsker at bygge videre på det eksisterende system.

- Vi vil gerne arbejde videre med udgangspunkt i ekspertudvalgets anbefalinger, konstaterer ministeren.

Han henviser til, at det ekspertudvalg, som i september offentliggjorde en rapport om ejendomsvurderingssystemet, allerede har udviklet en model, som er mere træfsikker end det nuværende system.

- Det understreger, at der er en retning at gå i, som ser meget fornuftig ud. Så er det kontraproduktivt at holde stædigt fast i et system, der med sikkerhed er fejlbehæftet, mener Benny Engelbrecht.

En analyse, som Deloitte har udarbejdet, viser ifølge Jyllands-Posten, at prisen for et nyt system kan ende mellem 1,2 og 4,5 milliarder kroner, og at der vil blive behov for at hyre op mod 7500 ekstra ansatte i Skat og Skatteankenævnet for at løfte opgaven.

Benny Engelbrecht ønsker ikke at kommentere detaljerne i analysen, men den får ham ikke til at ændre kurs.

- Vi har fået afdækket, at det er vanskeligt, men der har også været kæmpemæssige udfordringer ved det hidtidige system. Man er nødt til at gå i en anden retning og gøre tingene objektivt, siger han og tilføjer:

- Så skal vi så finde ud af at sætte de objektive kriterier rigtigt, så det bliver så klart og forståeligt som muligt for den enkelte borger.

Skatteministeren vil gerne have Venstre med i et forlig om en nyt vurderingssystem, men han påpeger samtidig, at regeringen godt kan finde flertal uden.

- Mit ønske er, at vi gør det så bredt som muligt, men det er op til de enkelte partier, siger Benny Engelbrecht.

/ritzau/