Engell: Espersen kommer med hysterisk trussel til Løkke

Skrevet af admin

21/09/2015

Dagens topnyheder

"Det er en ret hysterisk reaktion, han kommer med", siger politisk kommentator Hans Engell om Søren Espersens (DF) trussel til Venstre om at vælte regeringen.

Truslen er sagt til TV2, efter DF-politikeren bliver spurgt til, om han vil kunne acceptere em udlændingeaftale som et bredt forlig, hvor Venstre og Socialdemokratiet er med uden Dansk Folkeparti.

Det vil Søren Espersen absolut ikke og kommer med den ultimative trussel, at en sådan aftale vil betyde et farvel til det parlamentariske flertal bag V-regeringen.

Men der er slet ikke optræk til, at V-regeringen skulle begynde at lave en isoleret aftale med socialdemokraterne, vurderer Hans Engell og kalder Espersens udtagelse for en "tom trussel".

- Jeg tror ikke, at Lars Løkke Rasmussen (V) har tænkt sig at indgå nogle brede aftaler på udlændingeområdet, så Søren Espersen kan formentlig slappe fuldstændig af. Men det er klart, at udlændingepolitikken er Dansk Folkepartis kerneområde, siger Hans Engell.

Han ser Espersens udmelding som en reaktion på weekenden, hvor både DF, R og S afholdt landsmøder i skyggen af den verserende flygtningekrise i Europa.

Her kom Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, med en invitation til en bred aftale med regeringen på udlændingeområdet, og det har tilsyneladende fået temperamentet i kog i Dansk Folkeparti, der på det sidste ifølge Engell er blevet noget "klemt".

- Løkke har i sidste uge lagt sig tættere på Mette Frederiksen end på Kristian Thulesen Dahl med tilbuddet om at tage imod de tusinde flygtninge og tilnærmelserne mod Angela Merkel, siger Hans Engell.

Han tror dog ikke, Løkke for alvor vil slå pjalterne sammen med Socialdemokratiet, og det tror han også, Dansk Folkeparti er klar over - selvom de ikke har fået alle ønsker opfyldt:

- Det her skal dække over, at DF ikke har fået den ønskede indflydelse på det her område, siger Hans Engell og nævner blandt andet ønsket om genindførelse af grænsekontrollen, som Venstre ikke har opfyldt.

/ritzau/