Engell: Holger K. kan redde SF fra fallit

SF står på kanten af en overlevelseskamp, fordi flere førende folkesocialister har kastet håndklædet i ringen. Partiet kan kun reddes, hvis Holger K. Nielsen samler partiets fløje indtil folketingsvalget, da en ny ledelse kan vælges.

Det mener politisk kommentator Hans Engell efter Ole Sohns skift til Socialdemokratiet.

Sohn er den seneste, der har forladt SF efter Astrid Krag og Ida Auken, mens Annette Vilhelmsen, Mette Touborg og Peter Westermann har meddelt, at de ikke genopstiller til deres ledende poster.

- SF er i en dyb krise. Det mest afgørende er, at der vælges den rigtige formand. Det er helt afgørende, at formanden kan samle fløjene. Hvis Pia Olsen Dyhr ikke er til rådighed, så kan jeg ikke se andre end den tidligere formand Holger K. Nielsen, siger Hans Engell.

Den 63-årige Holger K. Nielsen var SF's formand fra 1991 til 2005. Han har sagt "totalt nej" til igen at lede det kriseramte parti.

- Holger er ingen årsunge, men han er den eneste med den fornødne autoritet. Han kender partiet. Selv om han har været hovedmand i Dong-aftalen (om salg til investeringsbanken Goldman Sachs), så er der stor respekt om ham, siger Hans Engell.

SF står i sin alvorligste og dybeste krise. Den er værre end i 1968, da SF's venstrefløj skabte Venstresocialisterne, 70'erne da "larsenisterne" under Sigurd Ømann tabte magtkampen og 90'ernes EU-opgør, mener han.

- Denne gang har man siddet i regering. Afstanden mellem partiets højre- og venstrefløj er meget, meget lang. Det har heller ikke hjulpet, at så mange centrale politikere har forladt partiet, siger Hans Engell.

Venstrefløjen står styrket efter SF's farvel til regeringen, mener han.

- Jeg tror slet ikke, at vi har set det seneste opgør i SF, siger Hans Engell, som mener, at SF tidligst kommer i regering om 10-20 år.

/ritzau/

Dagens Gossip