Engell: Im væltede hele det politiske system

Den lille søde pige Im og hendes mor har væltet hele det politiske system - undtagen Dansk Folkeparti. Godt hjulpet af medierne og dermed også folkestemningen.

Det siger politisk kommentar Hans Engell om den særlov, der vil få den thailandske syvårige pige og hendes mor tilbage til Danmark.

- Den type af sager egner sig godt for medierne. Og da først Lars Løkke (Venstres formand, red.) gik på banen, skete der noget.

- Helle Thorning vil ikke have siddende på sig, at hun er mere umenneskelig end Løkke her fem dage for kommunalvalget. De løb alle fra den udlændingelov, de selv har vedtaget.

- Lars Løkke er en af de første, der løber, så kan man ikke forvente, at Helle Thorning skal være en af de sidste, siger Hans Engell til Ritzau.

Engell minder om, at regeringen i udlændingeloven med den største omhu har sørget for, at ministeren ikke længere er sidste klageinstans i den slags sager, som ministeren var tidligere.

- De ville ikke have, at nogle afgørelser skulle ligge på ministerens bord. Men sådan blev det, selv om regeringen i denne sag havde sagt, at der ikke var noget at gøre, siger Hans Engell.

Men særlove er altid noget skidt, selv om regeringen har løst et konkret problem, fordi den ikke kunne holde til en uges mere massivt pres i Im-sagen.

- Særlovgivning med tilbagevirkende kraft er ekstra meget noget skidt. Det, vi nu formentlig får at se de kommende dage, er, at der er en række andre eksempler, hvor man også kan fremdrage skævheder, problemer og tragedier.

- Nu begynde det svære, når alle skævhederne begynder at vise sig, og de skal til at forsvare, hvorfor der er 5,6 eller 700 andre, der altså ikke kan få en opholdstilladelse, siger Hans Engell.

Folkestemninger opstår med jævne mellemrum. Nogle gange bøjer politikerne sig, andre gange ikke.

- For mange år siden var der en lille pige, der blev kidnappet og alle reagerede, selv kongehuset, men tre måneder senere var der en dreng, der blev kidnappet, og der var der ingen, der reagerede, siger Hans Engell.

Alle partier i Folketinget undtagen Dansk Folkeparti er enige om en gennemføre særloven, der får Im og hendes mor retur til Danmark.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV