Engell: Ingen af oprørerne hos S tør stå frem

Skrevet af admin

13/12/2013

Dagens topnyheder

Surmuleri i krogene og en manglende lyst blandt de Socialdemokratiske folketingsmedlemmer til at kaste sig ud som gummimåtter for ministre i problemer.

Sådan opsummerer politisk kommentator Hans Engell konsekvenserne af, at statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) torsdag valgte at gennemføre en ministerrokade, hvor der ikke hentes nogen ministre op fra folketingsgruppen.

Men der bliver ikke tale om et åbent oprør mod S-ledelsen. I stedet er det to års opsparede frustrationer, der nu bliver udløst, mener Engell:

- Udnævnelsen får frustrationerne til at blomstre, fordi folketingsgruppen i forvejen føler, at de ikke bliver inddraget i beslutningerne, og at der bliver uddelt baller, hvis der stilles kritiske spørgsmål, siger Hans Engell.

Fredag kunne flere aviser bringe anonyme citater fra medlemmer af S-gruppen, som kritiserer, at Helle Thorning-Schmidt har gjort europaparlamentarikeren Dan Jørgensen (S) til ny fødevareminister i stedet for eksempelvis politisk ordfører Magnus Heunicke.

- Det er, som om hun har kigget ind i gruppeværelset og tænkt: Her er ingen, der kan bruges, siger et folketingsmedlem, mens en anden kalder rokaden for "en krigserklæring mod hele folketingsgruppen", siger et anonymt medlem til Jyllands-Posten.

Hans Engell mener dog, at Thorning har gjort det rigtige ved at prioritere et slagkraftigt ministerhold over gruppen - og der bliver ikke, at der er tale om et egentligt oprør:

- Det er en frustration, der nu kommer til fuld udløsning. Men der er ingen i gruppen, der tør stille sig frem og tage til genmæle og angribe S-ledelsen. Derfor er det surmuleri, der kommer til at foregå i krogene, siger Hans Engell.

Han lægger vægt på, at der flere gange tidligere har været anonym kritik i S-gruppen, uden at det har fået mærkbare konsekvenser.

- Selvfølgelig vil medlemmerne af folketingsgruppen forsætte med at stille op til debatter og tage kugler, for det handler også om deres egne folketingsmandater. Lige nu har de noget frustration, de skal af med, og det går ud over moralen på den kortere bane.

- Det betyder, at hvis ministre eller regeringen kommer i vanskeligheder, så skal S-ledelsen ikke regne med, at medlemmerne kaster sig ud som gummimåtter foran dem, siger Hans Engell.

/ritzau/