Engell: Løkke kan brænde sig på EU-afstemning

Skrevet af admin

06/10/2015

Dagens topnyheder

Regeringens største risiko er, hvis den 3. december taber EU-afstemningen, som ændrer retsforbeholdet til en tilvalgsordning, hvor Danmark løbende afgør, hvilke andre retsakter end udlændingepolitik, vi vil deltage i.

Det vurderer politisk kommentator, Hans Engell, før statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) åbner Folketinget for første gang i sin anden regeringsperiode.

- Taber de den, så vil det ramme regeringen og ja-siden i Folketinget meget hårdt. Det bliver en overligger i dansk politik. Hvis vi ikke kan køre videre, så bruger vi al vores politiske kapital i EU. Så folkeafstemningen er det alvorligste, siger Hans Engell.

Åbningstalen vil handle om EU og flygtninge og regeringens reformer om dagpenge, skat og job, hvor det skal kunne betale sig at arbejde, mener han.

- Det bliver en pænt ydmyg tale. Løkke er leder af den smalleste regering i mange år, som skal hente 60 mandater hver dag, påpeger han.

Løkke skal lande en blå finanslov, mener Hans Engell.

- Det vil være pinligt, hvis den første finanslov ikke bliver blå. Det vil sende et signal om, at der ikke er et operativt flertal. Thornings første finanslov var rød. Det sender et signal, om regeringen kan køre igennem eller ej, siger Hans Engell.

Parallelt forhandler finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) en dagpengereform på plads med Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, venter han.

- Grundstammen bliver de tre partier. Claus Hjort sidder for bordenden. Det er vigtigt for ham, at han har (DF's formand Kristian) Thulesen Dahl ved bordet, siger Hans Engell.

Men regeringen får ingen lette sejre, mener han.

- Det bliver blod, sved og tårer. På alle områder stritter de blås meldinger i alle retninger. Rigtigt mange skal bøje sig rigtig meget, siger Hans Engell.

/ritzau/