Engell: Naturligt at Løkke giver den som statsmand

»Det er helt naturligt, at de mødes, og Løkke har også en naturlig interesse i det. Det at være partileder i Danmark er også at have nogle internationale kontakter,« siger Hans Engell.

I Lars Løkke Rasmussen og Anders Borgs fælles kronik taler de to politikere for den borgerlige politik, der betegnes som en succes i Sverige - og som burde kopieres i Danmark. Blandt andet vil Venstre gerne følge Sveriges regering med lavere skatter og afgifter og klandrer den nuværende danske regering for at være for slappe med reformerne og ikke skære ned i den offentlige sektor.

»Men skridtene er for små, og på en række områder halter Danmark bagefter Sverige. Især når det handler om skattetrykket har Sverige vist en vej, hvor man tør investere i private arbejdspladser«, skrev de to politikere i Berlingske fredag.

Senere på dagen holdt de to pressemøde sammen, hvor de blandt andet også diskuterede Dansk Folkepartis rolle i den tidligere borgerlige regering.

Lars Løkke Rasmussens rolle som leder af oppositionen er også helt på linje med andre politikere, der tidligere har været statsminister og igen bejler til posten som landets leder. Her har fokus også været på at genvinde statsmagten og stå frem som landsleder.

»Løkke giver den en tur som statsmand, og det skal han gøre, hvis han skal gøre sig håb om at blive statsminister igen,« siger Hans Engell.

Anders Borgs besøg i Danmark fandt sted i forbindelse med Venstres konference »Dansk Konkurrenceevne«, der fandt sted fredag.

Dagens Gossip