Engell om dyre rejser: Løkke lever i sin egen verden

Skrevet af admin

11/10/2013

Dagens topnyheder

Venstre har gerne villet tegne et billede af statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) som en politiker, der ikke har kontakt med almindelige danskeres liv og pengeforbrug.

Men sagen om dyre flybilletter på første klasse betalt med midler, der skulle gå til at hjælpe den tredje verden med grøn vækst, viser, at Løkke selv er ved at miste kontakten med danskerne, mener politisk kommentator Hans Engell.

- Det viser, at Løkke ikke har styr på tingene. At han lever noget i sin egen verden, hvor man flyver på første klasse og ikke synes, at 2000 kroner er noget særligt, skriver Hans Engell i Ekstra Bladet.

Ekstra Bladet har fået aktindsigt i en redegørelse fra klimafonden Global Green Growth Institute, som Lars Løkke Rasmussen er formand for.

De danske skatteydere har via Udviklingsministeriet givet organisationen 90 millioner kroner til at fremme grøn vækst i udviklingslande.

Ifølge Ekstra Bladet har Løkke i sit første år på posten brugt én af de 90 millioner kroner på sine egne rejser.

Det er især meget dyre flybilletter på første klasse, der ifølge Ekstra Bladet blandt andet byder på kaviar til 20.000 kroner kiloet og dyre champagner, som tynger budgettet.

Ifølge avisen koster flybilletterne på 11 af Løkkes langdistancerejser i gennemsnit skatteyderne 64.000 kroner per tur.

- Lige præcis de beskyldninger for manglende virkelighedssans og fjernhed i forhold til almindelige menneskers levevis og pengeforbrug, som man gerne har villet klistre på Helle Thorning, skriver Hans Engell og fortsætter:

- Løkkes styrke har hidtil været hans jævne folkelighed, slagfærdighed og politiske tæft. Nu står han (igen) for skud med beskyldninger om bilagskoks, overforbrug og ingen realitetssans over for verden uden for Christiansborg og de bonede gulve. Det er ikke godt.

Lars Løkke Rasmussen har ifølge sin særlige rådgiver ikke yderligere kommentarer til sagen. Han ønsker dermed ikke at uddybe, hvorfor der skulle gå så mange rejser, før han bad om at få førsteklassebilletterne skiftet ud med billetter på business class.

/ritzau/